What Happened to Monday

Ja. Hvad skete der egentlig med Mandag? Det spørger jeg mig selv om hver eneste gang det er søndag og jeg længes efter at komme tilbage på arbejde igen!

Nå. Spøg til side.

"What Happened to Monday" er en action science fiction-film med nogle ret store navne i de bærende roller. Der kan nævnes Glenn Close, Willem Dafoe og Noomi Rapace. Den her film er rigtigt meget båret af Noomi Rapace, som den titulære hovedrolle samt som alle ugens dage personificeret som syv søskende.

Filmen har et interessant udgangspunkt. Vi starter med at se en montage af nyhedsklip, som jeg noterede mig var bemærkelsesværdigt troværdigt. Jorden bliver overbefolket, og i året 2040ish har vi nået apokalyptiske tilstande. En bestemt kvinde – doktor? politiker? – har fået en idé, som skal redde menneskeheden. En idé SÅ god og så innovativ, at Mao Zedong klasker sig på formandens mao af begejstring. En 1-barnspolitik som skal håndhæves med vold og magt. 30 år efter har denne fantastiske idé udviklet sig til en dystopisk fremtid, hvor det naturligvis er et problem at være i en familie med syv søskende.

Jeg købte det! Det kunne godt være en god anledning til en god thriller! Da filmen bevæger sig over i en række intercuts mellem fortiden og nutiden for simultant at vise Noomiernes barndom og voksenliv, var jeg også intrigeret. Sådan noget kan jeg godt være en sucker for.

Jeg må dog desværre erkende, at de gode takter sluttede der.

Som filmen skred frem, blev der mindre og mindre interessante fortidsbidder og flere og flere fjollede actionscener, hvor Noomiierne bliver myrdet én efter én af en flok østeuropæisk-ish Roland Møller-cosplayers. Det hele krydret med så mange plothulller, at Gremlins krummer tæer, og toppet med et plottwist så forudsigeligt, at jeg havde gennemskuet det, inden jeg overhovedet havde hørt om filmen. Det var desværre en suppedas som mere var den billige frosne bollsuppe fra Mou end den cremede aspargessuppe fra Mor.

Da jeg er så helvedes klog, vil jeg godt lige give mit bud på, hvordan den her film kunne have været bedre:

Hele filmen skulle have haft intercuts til barndomsscenerne. Inden hver Noomiidød skulle vi have haft en scene med dén Noomi for at binde os emotionelt til karakteren. Jeg følte absolut nada for dem. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt kende forskel på dem. Det ville også have givet os mere Willem Dafoe, hvilket altid er et plus.

Vi skulle have haft mere Glenn Close igennem hele filmen. We get it. Hun var en skør videnskabskvinde med moralske skrupler, men en overbevisning om at målet helliger midlet. Men vi kendte hende ikke, så vi hadede hende ikke. Det ville også have givet os mere Glenn Close, hvilket altid er et plus.

Filmen skulle have haft en skuespiller i hovedrollen, som dels kunne snakke engelsk uden accent, og som dels var en god nok skuespiller til at kunne spille syv forskellige roller, der skulle tale sammen, uden at få det til at virke som en edgelord-version af "The Nutty Professor". Det ville også have givet os mindre Noomi Rapace, hvilket altid er et plus.

Nå, men nu til det gode! For det var ikke skidt det hele. I min anmeldelse af "Stalker" slog jeg ned på filmen, fordi den var mere kunst end underholdning. Den her film er det stik modsatte, så det synes jeg faktisk at den skal have lidt ros for. Jeg var faktisk godt underholdt af filmen hele vejen igennem. Det giver filmen en ekstra stjerne, og jeg kommer derfor op på:

3 ud af 6 stjerner