Weird: The Al Yankovic Story

Weird: The Al Yankovic Story fortæller den brutale og hudløst ærlige historie om en mand, som turde være en éner, og som trods alle odds blev et verdensomspændende fænomen og måske en af verdens be... okay, måske ikke bedste, men vel sagtnok en af de mest berømte harmonikaspillere inden for en ekstremt specifik genre af musik!

Pjat til side – Weird: The Al Yankovic Story er en film, der er co-skrevet af Weird Al selv, og fortæller en måske 90 % fiktionel version af hans eget liv, hvor den titulære hovedrolle bliver spillet af Daniel Radcliffe (af alle mennesker). Vi følger Al helt fra barndommen, hvor vi ser Als fabriksnedslidte og mentalt skadede far nådesløst søndersmadre en harmonikahandler, som kommer til huset. Vi følger ham op gennem hans opvækst, som var præget af forbudte polkafester, og til han som en ung mand sammen med sine tre venner igangsætter sin meget specifikke drøm om at skrive anden tekst til andre menneskers musik. Vi ser, hvordan Al får hurtig succes, men desværre bliver opslugt af berømmelsen og derfor, godt hjulpet på vej af en magt- og pengeliderlig Madonna, hurtigt må se sig selv stå med bonggarnet og hawaiiskjorten dinglende faretruende tæt på afgrundens kant. Vi ser, hvordan det hele kulminerer i forsoningen mellem far og søn, og forståelse for, hvorfor Als far har været nødt til at knuse Als idéer, inden de blev til drømme, så han ikke fik knust sine drømme. Og endeligt ser vi, hvordan Als liv endte alt for tidligt, nedskudt af en af Madonnas narko-henchmen.

Weird: The Al Yankovic Story er netop det, som Weird Al har viet sit liv til at skabe – en parodi. En parodi på alvorlige musikerbiopics, à la Walk the Line og Elvis, og måske også en parodi på Weird Al selv og på den reaktion, han måske selv har fået fra fans og kunstnere gennem sin lange karriere. Humoren er hurtig, voldsom og fuld af referencer til alt fra gamle Doors-koncerter til andre musikere og kunstnere til Weird Als egne sange. Det er på mange måder en film, som går fra punchline til punchline og som ikke bruger meget tid på at dvæle ved sine scener, og desværre heller ikke så meget ved sine musikalske indslag.

Der var en god håndfuld af Weird Als egne sange med i filmen, og selvom jeg er sikker på, at Dan Radcliffe er en glimrende sanger, så er han blevet dubbed af the man himself hver gang en af Weird Als sange synges. Som fan af Weird Al ville jeg ønske, at der havde været mange flere sange med, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan filmen ville have taget sig ud som en egentlig musical. Det tror jeg kunne have været rigtigt godt.

Ud over at være en parodi på biopic-genren, så er Weird: The Al Yankovic Story jo først og fremmest en komedie. Og ikke sådan en artsy-fartsy-komedie, som skal sætte de små grå i sving, men bare en god gammeldags lårklasker, som skal få os til at grine og have det godt. Og lykkes den så med det? Det synes jeg! Et langt stykke hen ad vejen, i hvert fald.

Filmen er en film for fans, som kun bliver sjovere, når man ved lidt om manden på forhånd. Det tror jeg også, at min bedre halvdel kan skrive under på efter mit to timer lange synkron-kommentarspor til filmen i sofaen. Jeg har været fan af Al siden jeg som barn skrålede med på Amish Paradise og The Saga Begins, og jeg har for nyligt haft den udsøgt fornøjelse at se ham live i Aalborg. Jeg tror, at jeg med stor sikkerhed kan sige, at den virkelige Al på ingen måde er som Radcliffes Al. Al virker til at være det sødeste, roligste og mest lattermilde menneske, man kan møde. Han har haft en opvækst med støttende forældre, han spørger altid kunstnere om lov, før han laver en parodi på en af deres sange, og han har kun mødt Madonna én gang, hvor han talte med hende i 30 sekunder backstage til et event. Jeg synes, at det er enormt sjovt at se, hvordan han har taget elementer fra sit liv, som sikkert har et gran af sandhed over sig, og så blæst det op til noget ekstremt overdrevet pjat, hvor der bliver taget stoffer og uddelt skallesmæk til harmonikahandlere og narkobosser.

Filmen gør også rigtigt god brug af store navne som Daniel Radcliffe, Evan Rachel Wood (som har mere komisk timing end jeg troede), Rain Wilson og mange flere, som alle gør det rigtigt fint og som er sjove at spotte og genkende i mere eller mindre mærkelige roller som f.eks. Conan O'Brien som Andy Warhol og Emo Phillips som Salvador Dalí.

Filmen er dog også lidt en one-joke-pony, og jeg tog mig selv i at blive mættet af filmens humor. Jeg synes ikke, at kvaliteten af humoren faldt, men jeg grinte desværre mindre, som filmen skred frem (med undtagelse af de rullende tekster, som fik mig til at grine højt). Det var lidt som at høre et nummer fra Weird Al, som bare tog to timer.

Jeg giver filmen:

4 ud af 6 stjerner