Unforgiven

Unforgiven er en amerikansk western fra 1993, og Clint Eastwoods eget bud på hvordan en sådan genrefilm også kan skrues sammen. Den høstede 4 oscars, blandt andet for bedste film og bedste instruktion og er af mange anset for at være blandt de bedste westerns nogensinde. Unforgiven er ikke en typisk western, men derimod en nådesløs og mere nede på jorden og realistisk skildring af denne skelsættende epoke.

Selvom Eastwood ganske vidst ikke selv har skrevet historien, så er filmen så gennemsyret af Eastwood som enhver anden film han har instrueret. Det er en gråddig historie uden helte - og selv de karakterer som må anses for at være filmens antihelte, er (mildest talt) lettere ulidelige personer. Jeg kan ikke helt lade være med at se filmen lidt som hans egen modstykke til de klassiske spaghetti-westerns som han selv medvirkede i i 1960'erne. Væk er heltene og skurkene. I Unforgiven har vi kun motiver og aktører, og aktørerne er alle både lige modbyldelige og lige sympatiske på deres egne måder.

Unforgiven er nemlig en film som er meget karakterbåren.

William Munny kan bedst beskrives som en angrende psykopat, der efter sin kones død kæmper med hans fortid, både i form af mord og alkohol. Han angrer dog ikke mere end at han på et splitsekund accepterer et job med uundgåelig fatal udgang.

Little Bill Daggett er byens sherif. Han er en munter mand og aspirerende amatør tømrer med tvivlsomt talent. Men han er også en mand der holder orden ved skræmmende og brutale eksempler, og han er aldrig i tvivl om sit moralske kompas.

Strawberry Alice er chef for en flok prostituerede, hvoraf den ene bliver groft vansiret af en cowboy i filmens begyndelse. Little Bill straffer cowboyen ved at idømme ham at aflevere et antal heste - til ejeren af bordellet, vel at mærke, ikke til den vansirede kvinde selv. For Alice er det ingen straf overhovedet, og hun samler dusøren ind der sætter resten af filmens blodbad i gang. Man forstår hendes raseri, men hendes hævntørst koster i sidste ende langt flere liv end forbrydelsen i sig selv. Som med de andre karakterer er det svært at sætte hende i båser som hverken offer eller skurk.

Og jeg kunne blive ved. Det giver filmen en mere realistisk tone, som til tider er ret ubehagelig at bevidne, som for eksempel når folk bliver skudt og langsomt bløder ihjel, eller når folk bliver gennembanket eller vansirede for rullende kamera. Den berører også nogle temaer som man sjældent ser i westerns, nemlig det faktum at det ikke lige er alle der har det i sig at kunne skyde og dræbe et andet menneske, og hvad det rent faktisk gør ved et menneske at slå et andet menneske ihjel. Det gør filmen til noget lidt mere modenr og dybfølt end fortidens spaghetti-westerns.

Plottet i Unforgiven er noget så sjældent som uforudsigeligt. Ikke fordi den var fyldt med twists, men jeg vidste sjældent hvad der ville ske i næste scene, og det gør at filmen på trods af sin lidt lange spilletid på lige over 2 timer overhovedet ikke føles lang. Det er nærmest det største kompliment jeg kan give nogen film, og det er ikke ofte at westerns er den genre jeg giver netop det kompliment.

På skuespillerfronten må jeg sige at Gene Hackman igen brænder igennem. Skuespillet er egentligt meget godt hele vejen rundt og både Morgan Freeman og Clint Eastwood gør det også glimrende. Man tror på at William Munny er en lidt ynkelig afdanket gammel mand, og man mærker med det samme Morgan Freemans venskab til ham. Gene Hackman har dog bare en tilstedeværelse som få andre, og formår at være både karismatisk og uhyggeligt skræmmende til enhver tid. I den anden ende af skalaen finder vi den ellers altid glimrende Richard Harris, som jeg synes tangerer til overspil i hans rolle som English Bob.

Endeligt er filmen også en fest for øjet, med smukke sets og store åbne skud af de amerikanske landskaber. Også på manusfronten er der meget at rose - manuskriptet er stramt og tematisk konsistent. Fængselsscenen med Hackman og Harris er blandt de bedst skrevne scener jeg har set i en western, og jeg sad virkelig på kanten af sofaen med munden fuld af Pepsi Max. Jeg har virkelig ikke ret meget negativt at sige om Unforgiven, og jeg forstår udmærket dens anerkendelse og dens ry.

Når jeg alligevel ikke giver den den ultimative topscore, så er det egentligt af en lidt nørdet grund. Filmen er så meget en kommentar på sin egen genre at jeg sad og blev begejstret over greb i stedet for at blive suget ind. Jeg tænkte hele tiden "nice, det gør de fordi sådan og sådan", "ham der spiller en homage til sådan og sådan" osv. Det er på en måde et kompliment til filmen, men det betød også at jeg aldrig helt glemte at jeg sad og så en western, frem for bare at være i den.

5 ud af 6 stjerner