True Lies

True Lies føles som en gave fra en svunden tid. En svunden tid hvor der var noget der hed actionstjerner. Hvor mændene var store, eksplosionerne var mange og actionen var over the top. En ny sommerblockbuster var ingenting, med mindre den havde en frontperson i form af Sylvester Stallone, Bruce Willis eller selvfølgelig Arnold Schwarzenegger.

True Lies er sådan en film. I skikkelsen af den hemmelige agent Harry Tasker leverer han et brag af en actionfilm, som formår at jonglere med genrerne action, spionfilm og sågar romantisk komedie. Når jeg siger at "han" leverer det, så er det ikke for at neglegere resten af castet, som grundlæggende gør det godt, blandt andet i form af Jamie Lee Curtis, som spiller Harrys lidt trætte af livet og spændingssøgende kone, og Bill Paxton som den latterlige skørtejæger Simon.

Filmen starter virkelig stærkt ud med en intro, der fik mig til spontant at klappe i hænderne, og leverer igennem filmen talrige velskudte og underholdende actionscener. For det er en rigtig flot film, som i klassisk Cameron-stil er fyldt med store praktiske effekter og dramatiske luftskud. Noget, som filmen også velfortjent vandt en Oscar for.

Filmen starter meget stærkt ud, men dykker lidt i tempo i anden halvdel af filmen, og er måske 20 minutter for lang. Historien vil måske for mange ting, da der både er et spionplot med terrorister, som vil udløse atombomber over en række amerikanske byer, samt et plot om Arnold som skal redde hans synkende ægteskab, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at holde af den her film. Den er spækket med klassiske Arnold one-liners, virkelig gode actionscener – både med og uden hest – og for det meste set underholdende hele vejen igennem.