Troll Hunter

Hvem er det der tramper på min bro?! Det er mig; den mindste bukkebruse. Jeg skal over til engen for at spise en masse græs! Mere nåede den mindste bukkebruse ikke at sige, før den blev maltræteret af en stor grim, men dog alligevel lidt sej på en grim måde, trold.

Trolljegeren er André Øvedals bud på en found footage-film, og lad det være sagt: Det er sgu en underlig film. Som en anden manbearpig består denne film af tre komponenter: halv monsterfilm, halv mockumentary og halv sort komedie.

Inspirationen er klar fra starten af. Vi følger et lille filmhold som forfølger en myte ind i en skov og ender med at forsvinde sporløst. Kun deres optagelser er tilbage. Hvis du med det samme tænker The Blair Witch Project fra 1999, vil jeg ikke bebrejde dig, for plottet er så nært liggende at Trolljegeren næsten må ses som en homage. Men sammenligningen slutter også der, for hvor The Blair Witch Project var nyskabende, skræmmende virkelig og MEGA fucking uhyggelig, er Trolljegeren… ikke det.

Filmen udkom på en tid hvor markedet druknede i found footage/hjemmevideo-gyserfilm. Vi så det i alt fra The Blair Witch Project til Cloverfield, til REC til Paranormal Activity til The Taking of Deborah Logan til Incantation. Og i et mættet marked falder Trolljegeren, for mig at se, ikke ned i en kasse der er unik og spændende nok til at stå særligt meget ud. Jeg kan forstå at det ikke er den generelle opfattelse af denne film, men det er sådan jeg har det med den.

Som nævnt tidligere synes jeg at Trolljegeren er en lidt underlig film. Den er ret ujævnt paced, og den vakler lidt mellem at være en dyrre dokumentar og en monsterfilm. Det er helt sikkert bevidst, men jeg finder mig selv i at spekulere på om jeg skal forestille at blive skræmt, have sympati for troldene, grine af det eller måske det hele? Jeg ved det ikke helt. Mest af alt må jeg indrømme at den kedede mig en lille bitte smule hver gang kameraet pegede mod Thomas og Whatsherface, og det gjorde det tit.

Jeg kedede mig til gengæld ikke når filmen handlede om 3 ting:

De tre punkter reder dog desværre ikke helt filmen for mig. Jeg havde svært ved at finde ud af om filmen tog sig selv FOR alvorligt eller slet ikke alvorligt overhovedet. Jeg kedede mig en lille smule, og det er jeg lidt ked af, for på papiret er det faktisk en mig-film. Måske jeg bare var i lidt dårligt humør med brækfontæner overalt omkring mig.

Jeg giver Trolljegeren:

2 ud af 6 stjerner