Troll 2

Anmeldt af Malte · 3. juni 2026

Maltes vurdering

Lad os lige få én ting af vejen. Troll 2 er en dårlig film. Det er endda en rigtig, rigtig dårlig film. Den er af mange blevet kaldt "den dårligste film nogensinde" (noget som jeg trods alt bestemt ikke er enig i). Alligevel er Troll 2 blevet et verdensomspændende fænomen, som igen og igen samler hundredvis af glade, entusiastiske mennesker som klæder sig ud og hylder filmen til screenings verden over. Hvis definitionen af en kultfilm er, at den skal have et kultfølge, så må Troll 2 per definition være en kultfilm. Hvad enten man kan lide den eller ej. Jeg vil ikke sige, at jeg er en del af dette følge som sådan, men jeg forstår det så udmærket! For jeg er vild med den her film! Troll 2 er nemlig ikke bare dårlig, den er fascinerende dårlig. Der er ikke 2 sammenhængende minutter i hele filmens spilletid, som ikke har en himmelråbende åndssvag replik, effekt eller komposition. Man kan nærmest sige, at Troll 2 har nået det mytiske stadium i at være SÅ dårlig, at den er god.

Fra første minut er scenen sat. Filmen lægger ud med at genfærdet af en død gammel (okay, ikke SÅ gammel) mand, som ligner morderen fra Too Many Cooks, fortæller den gruopvækkende historie om, hvordan Robin Hood fra Billig Billy blev fodret med grøn risengrød for derefter at blive til grøn slim og spist af en gruppe bootleg-versioner af nisserne fra Harry Potter. Sagde jeg nisser? Jeg mener selvfølgelig gobliner. Ikke trolde – for der er nemlig, trods filmens titel, ikke nogen trolde med i denne film. Overhovedet. Kun gobliner. Det bliver ikke rigtigt forklaret, hvordan Bedstefaren kender til dette, eller hvad hans relation til goblinerne er. Det er blot noget, vi skal acceptere.

Det er startskuddet til en halvanden times hysterisk morsom gyserfilm, hvor accepten af mærkelige påfund, robotagtig skuespil og latterlige effekter er et must. Kan man dog det – altså acceptere det – så er der virkelig en perle her i subgenren, som populært bliver kaldt "So bad it's good" eller "Bad movie magic"-film.

Det er en hårfin balance at ramme det her magiske sweet spot. Det er nemlig, i hvert fald efter min mening, alfa og omega, at filmen ikke er lavet med et glimt i øjet. Der er så mange film, som prøver at gøre sig populære ved bevidst at prøve at lave en dårlig film. Film som Sharknado, Kung Fury og Attack of the Killer Tomatoes bliver hurtigt trættende, fordi de prøver for hårdt. De ved, at de er dårlige, og de prøver bevidst på at spille på det. Man kan endda argumentere for, at mindre fjollede film såsom Tarantinos Grindhouse-film og The Expendables gør sig skyldig i det samme. De prøver at parodiere en genre, og det bliver bare aldrig så godt som the real deal. For hver Expendables er der en Commando, og for hver Sharknado er der en Troll 2 eller The Room. Den ægte vare har nemlig sjældent et glimt i øjet. De er skabt af mennesker med en passion og en vision og en komplet mangel på forståelse for, hvordan en film skal skrues sammen. Instruktion, manuskript og effekter er nødt til at gå op i en højere enhed, og tilsammen skabe et produkt, som er SÅ dårligt, at man føler sig underholdt hele vejen igennem – og jeg synes, at Troll 2 er et glimrende eksempel på det.

Hvis man SKAL komme med nogle negative punkter, så er filmen måske lige 10 minutter for lang, og man bliver måske lige akkurat taget ud af fascinationen i den sidste fjerdedel af filmen. Nogle af de lidt senere plot-kameler, der skal sluges, er måske også liiige til den store side. Selvom kamelbøffen var veltilberedt og smagt himmelsk, så kan man godt sidde med en lidt ulden kamel-hårbold i svælget, der lige prøver på at komme op. For mig kan det dog ikke tage for meget fra filmens stærkeste punkter. Her vil jeg godt fremhæve de glimrende skuespilspræstationer fra Deborah Reed, som overspiller goblinernes dronning Creedence, og Darren Ewing, som spiller Arnold – manden med de mest uentusiastiske skrig "Aaaaaaah" og "Oh my goooooooooooood..".

Men altså. Troll 2 er, som sagt, en dårlig film. Og selvom jeg elsker den her subgenre, så må jeg score den for det filmiske. Nogle har kaldt den for verdens dårligste film, men det synes jeg på ingen måde, at den er. Den har en okay lydside, nogle til tider ret fede praktiske effekter, og et plot, som faktisk er ganske underholdende. Det er med den aller største kærlighed, at jeg giver Troll 2:

2 ud af 6 stjerner

Se alle anmeldelser →