Tough Guys of the Prairie

Tredje danske film i stribe blev filmen, hvor vi uundgåeligt ramlede ind i Dirch Passer og crew. Det var egentlig noget, jeg havde set lidt frem til. Ligesom de fleste andre her i landet er jeg vokset op med de her drenge og piger. Det plejer at være rigtig god comfort food. Man ved, hvad man får – det er som regel ikke mesterværker (Olsen Banden ser Rødt undtaget), men man sidder som regel tilbage med en hyggelig fornemmelse i maven og et lille smil på læben. Præriens skrappe drenge var en af dem, jeg ikke havde set, og hvor ville jeg dog bare ønske, at det var forblevet sådan.

Præriens skrappe drenge er en sand western, fyldt med damer, spænding og nervepirende standoffs. Eller. Det er en sand western! Eller... Det er en... film.

På papiret er idéen egentlig god nok. I 1970 var europæiske western-film hot shit, så hvorfor skulle man ikke også godt kunne lave en på dansk jord med tidens største danske skuespillere? Det ville man nok også godt kunne, problemet er bare, at Præriens skrappe drenge tror, at den er en actionkomedie, men den er ikke sjov nok til at være en komedie, og den er ikke spændende nok til at være en actionfilm.

Vi følger et broget ensemble af cowboys i deres færd for at stoppe en bandit med det fuldstændigt latterlige navn "Slem O'Hara" (udtalt med tykt dansk accent). Undervejs får de følge af nogle hangarounds, heriblandt en kvinde, jeg ikke aner, hvad der er med i filmen, og en lille indianerpige med det ligeledes latterlige indianernavn "Winnie" (godt min oldemor blev forskånet for hende i den her film).

Jeg tænker ikke, at jeg vil gå ret meget mere ind i handlingen, for det vil være umuligt for mig. Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvad den her film handler om. Noget om noget guld og Dirch Passer, som pludseligt er en sherif eller sådan noget. Min hjerne spacede simpelthen ud konstant. Filmen præsenterer sig som små glimt i min hukommelse. Paul Hagen, der løber fnisende rundt i sit undertøj. Dirch Passer, der på fjollet vis kaster med en cigar. Jesper Klein, der opfører sig som en evnesvag.

Filmen kulminerer med en slåskampscene, der simpelthen var så kedelig, at jeg næsten faldt i søvn. Kedelig og ufattelig lang. Ikke engang en kæmpe stor nævekamp kunne den her film finde ud af.

Foruden det dræbende kedelige plot, de utålelige sange og det stillestående tempo var filmen også virkelig grim. Westernbyen lignede en bunke MDF-plader, der var sømmeret på nogle europaller, og som så var påklistret nogle skilte med amerikanske sætninger, der var som taget fra en forlystelsespark i Shanghai. Det er alt for tydeligt, at den er filmet på den anden side af jorden, end den skulle foregå. Der er nok 3 eller 4 lokationer, og de er alle spækkede med bøgetræer. Måske skulle de have ofret lidt af budgettet på at optage en uge i Italien eller Kroatien, men de har nok antaget, at hele Danmark var lige så døddrukne som de selv var, da de lavede den her film.

Filmen virker, som om den er produceret af en 5. klasse, der engang har set en Bud Spencer-film. Jeg kan grundet et par patter lige nøjagtigt snige mig op på:

1 ud af 6 stjerner