Top Secret!

Der var engang hvor verden var delt. Lidt ligesom i dag, men alligevel på en anden måde og måske endda mere. Måske ikke. Nå, fuck det.

I Top Secret følger vi den amerikanske crooner Nick Rivers, spillet af Val Kilmer i hans debutfilm, på hans mission gennem Østtyskland. En mission hvor han starter ud med at være en slags rock-og-rullende ambassadør for vesten og slutter af med at være dybt involveret i en modstandsbevægelse, som indbefatter en flok franskmænd, en racistisk stereotype af en sort mand, drengen fra den blå lagune og en ko iført gummistøvler.

Med Top Secret er man indlagt til en halvanden times flade jokes og falden-på-halen komik, og når de rullende tekster ruller over TV-skærmen, må man måske sande at det er okay at filmen ikke oversteg denne magiske spillelængde. Men det er egentlig også okay, at den ikke understeg den.

I 1980'erne og 1990'erne stod filmtrioen Zucker-Abrahams-Zucker bag en række film, som alle delte den samme særlige humor, populært kaldet deadpan komik. Deadpan komik er når man bevidst ikke viser følelser, eller viser særlig alvor mens man spiller en scene der er himmelråbende åndssvag, og ZAZ filmene brillerede virkeligt i den kunst. Film som Airplane, The Naked Gun, Hot Shots, Scary Movie 3 (som er den absolut bedste Scary Movie film) og Top Secret er alle en kavalkade af historier som egentlig har et seriøst plot, er spækket med stjerner som også ofte er set i seriøse film og som også spiller seriøst, men udført som en kæmpe farse.

Om man er til den slags humor er naturligvis en smagssag. For mig kan det være hit and miss. I mange af de her film kan jeg godt sidde og ryste lidt på hovedet det ene øjeblik og klaske mig på støvlerne af grin det næste. Det kommer meget an på, om den igangværende joke eller replik overrasker eller chokerer nok. Heldigvis er ZAZ trioen i min optik så gode manusforfattere, at det lykkes oftere end det ikke gør det.

Det gør sig også gældende i Top Secret, som har en del visuelle gags, der desværre falder lidt til jorden. Jeg synes ikke rigtigt, at det fungerer, når man ser folk der falder på røven i baggrunden, og jeg griner ikke rigtigt når jeg ser Dr. Zhivago komme humpende i en sammenpresset bil. Til gengæld synes jeg at det er vildt sjovt at få serveret en tragisk baggrundshistorie som egentlig bare er et rehash af den blå lagune. Og endnu sjovere når dén historie bliver overgået af en endnu mere tragisk baggrundshistorie om at blive væk, for derefter at vokse op i et storcenter.

Filmen er lidt en potpourri af gamle tørrede komiske troper, hvor en stor del af dem stadig dufter friskt og spændende, men nogle af dem er begyndt at rådne lidt i kanterne og har en lidt vammel, hengemt og plejehjemsagtig duft. Til alt held er filmen en smule mere end bare tilfældige sketches som er sat sammen i bedste tomat-stil. Der ér faktisk et plot der, som er ganske underholdende. Jeg tog mig selv i at være underholdt og investeret i historien, frem for bare at sidde og vente på den næste vittighed. Det vidner om at der trods alt er nogle mennesker bag filmen, som ved hvad de laver og som kan skrive en film. Det sætter jeg pris på, for uden dét element ville der gå Epic Movie i den – og det er en hurtig billet til en 1-stjernet anmeldelse.

Overordnet set er det meget sjovt det hele. Det er dybt åndssvagt, men det er meget sjovt. Man tager måske ikke så meget med fra filmen bagefter, men der er sjove citater, den er sjov at snakke om bagefter og den har en rigtigt passende spilletid som gør at den ikke når at blive alt for trættende. Lige som man begynder at kigge en smule på uret, så er filmen slut. Selve slutningen var utroligt abrupt og meget pludselig, men pyt nu med det.

Ved nærmere eftertanke tog jeg én ting med fra filmen! Hold fast – Val Kilmer sang som en drøm!

3 ud af 6 stjerner