They Cloned Tyrone

Hvad ville du gøre, hvis du så en mand blive brutalt myrdet, for så at banke, uskadt og uden hukommelse om hændelsen, på din dør dagen efter? For de fleste ville svaret nok være noget panisk, men den 70'er-prægede glamour-alfons Slick Charles ser det som en mulighed for at iklæde sig sin bedste pelsede frakke samt guldbelagt mikropistol og samle et dreamteam af super-detektiver bestående af ham selv, den førnævnte præ-myrdede drugdealer Fontaine og hans eks-ansatte prostituerede Yo-Yo (som hun selvfølgeligt bliver kaldt, fordi hun ALTID kommer tilbage). Det er præmissen for filmen. En præmis, som kaster vore hovedpersoner hovedet først ind i en klon-skabende politisk (?) organisation, som viser sig at spænde bredere end til blot deres egen lille ghetto.

Fra første minut er det tydeligt, at They Cloned Tyrone læner sig rigtigt meget op ad 70'ernes blaxploitation-film. Farvepaletten er som snydt ud af næseborene på Shaft, og der er så meget filmkorn, at jeg var i tvivl om, der var noget i vejen med min stream. Det er faktisk så gennemført, at jeg til at starte med troede, at filmen foregik i 70'ernes USA – lige indtil de begyndte at snakke om Bitcoin. Det klæder filmen visuelt. Jeg synes, at det er en rigtig pæn film, som rammer den stil rigtigt godt. Sammenligningen med de gamle blaxploitation-film stopper dog der, og jeg er derfor en smule forvirret over det visuelle flair.

For hvor oprindelige film ofte handlede om mere "jordnære" (i hvert fald semi-socialistiske) temaer, så er They Cloned Tyrone en mysteriefilm, hvor vi skal prøve at finde ud af, hvad det egentlig er, der foregår i det mystiske, gigantiske laboratorium, som er gemt under jorden. Det er et moderne mysterium i stil med Jordan Peels Get Out, hvor der er et racisme-præget payoff og budskab. Jeg tror, at selvom jeg med fulde næs kunne lide Jamie Foxx i fuld pimp-dress, ville jeg have kunnet lide filmens visuelle side bedre, hvis den havde været mere "clean" og moderne i sit udtryk og havde holdt sig mere til en moderne ghetto-stil i stedet for en 70'er ghetto-stil.

Men hvad så med selve filmen? Lykkes den i at skabe et mysterium, som er spændende og underholdende til det sidste? Ja, det synes jeg egentlig, overordnet set, at den gør. Jeg er nysgerrig og investeret i at få at vide, hvad det er, der foregår. Det er tilpas weird og velspillet – specielt af John Boyega, som jeg var meget positivt overrasket over – til, at jeg var involveret i plottet. Kiefer Sutherland spiller også en halvmanisk skurk på en måde, så det grænser til overspil. I en film som denne er det lige præcis det, der skal til. Når han er med, stjæler han scenen og får mig næsten til at glemme elefanten i rummet – filmens pacing.

Filmen er næsten en halv time for lang. Den store afsløring sker, da der stadig er 50 minutter tilbage af filmen, og det leder til en slutning, hvor hele kvarterets pimps og gangstas samles for at lave et decideret raid på den onde organisation. Jeg er ked af at sige det, men for mig faldt det til jorden der. Filmen var bedst, da den lænede sig op ad at være en seriøs mysteriethriller, og værst, når den prøvede at være en fjollet pimps 'n gangstas blaxploitation-film. Der var også for mange scener generelt, som var for lange og som ikke avancerede plottet nok, og det gjorde, at jeg tog mig selv i at kigge på uret nu og da.

Det er dog stadig en film, jeg ret godt kunne lide, med en præmis, der desværre var en smule mere interessant end udførelsen. Jeg synes, at det var en rigtig flot instruktørdebut for Juel Taylor, og jeg er spændt på at se, hvad han ellers kan komme med.

Jeg synes dog, overordnet set, at det var et forfriskende glas vand i den ørken af lort, der er Netflix Originals, så for mig sniger den sig lige præcis op på:

4 ud af 6 stjerner