The Whale

Vi fortsætter stimen af vidunderlige feel-good-film, som får det til at føles som om der er eksploderet en stor lyserød candyfloss i maven. Eller måske en pizza eller to, med lidt ekstra kold skinke på som topping.

Darren Aronofskys The Whale blev markedsført som 90'er-stjernen Brendan Frasers store comeback til det store lærred. Hvis I ikke vidste det, har Brendan Fraser i årevis været plaget af personlige dæmoner, som foruden adskillige fysiske skader fra filmoptagelser blev antændt af en episode, hvor han blev seksuelt krænket af direktøren for The Foreign Press Association. Dæmoner, som har gjort, at han over en lang årrække har kæmpet med depressioner og taget voldsomt på i vægt, som han sidenhen i stor stil har tabt igen. Da han så bliver castet i et drama om en ensom og voldsomt overvægtig mand, falder pressens fokus naturligvis på sammenligningerne til det virkelige liv, og meget af den tidlige presse handlede om at gøre Frasers historie til en solstrålehistorie med The Whale som vendepunkt. Har det mon i virkeligheden gjort filmen en bjørnetjeneste? Overskyggder historien om skuespilleren filmen?

Brendan Fraser modtog en Oscar som bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som Charlie, og overordnet synes jeg, at det er… et fint valg. Jeg synes personligt, at Collin Farrell burde have vundet statuetten det år for den fremragende The Banshees of Inisherin, men det er fint, at akademiet kan se værdien i det menneskelige aspekt i Frasers historie. Vi har nu set to film i træk med Oscar-vindende mandlige hovedroller, og jeg synes, at det er rigtigt interessant at se to så forskellige, men begge glimrende måder at spille skuespil på. For hvor Anthony Hopkins opspillede filmen med sin klassiske, bundsolide, teateragtige scenepresence, spiller Fraser langt mere subtilt. Han er måske ikke den bedste dialogist, men han har et meget udtryksfuldt ansigt og formår at vise et bredt spektrum af følelser med meget lidt. Han er glad. Han er ked af det. Han er flov. Han er vred. Mest udtrykt med hans store sørgmodige øjne, og jeg er virkelig glad for at se ham tilbage i Hollywood.

Selve filmen er for mig at se et drama om at bearbejde traumer. Eller rettere: hvordan man ikke skal bearbejde et traume. Charlie har forladt sit familieliv for at udleve et nyt liv med en ny mand. Det gjorde han, fordi han var forelsket. Konsekvensen af det valg var en serie af dårligdomme for en lang række mennesker.

Jeg jokede selvfølgeligt, da jeg kaldte filmen for en feel-good-film, men jeg synes dog, at der igennem filmen er en lille bitte tråd af noget lyst. Ellie er vred på sin far, men hun opsøger ham stadig. Og hun blødner lige så stille op for at være sammen med sin far igen. Thomas opdager, at det, han har gjort, slet ikke var så slemt, som han troede, og kan derfor genforenes med sin familie. Det er ikke meget, men det er der, og jeg synes, at det skinner igennem. Den eneste, der ikke har et lys at se op imod, er stakkel Charlie, der som et dyr (eller en hval) må se til, mens ting bare sker omkring ham. Mens andre jagter ham for ting, han ikke har kontrol over. Fordi han er homoseksuel. Fordi han er overvægtig. Fordi han forlod sin familie.

Alt i alt er The Whale en film med meget på hjerte. Overordnet set er det en pessimistisk film om mennesker, som alle jagter deres hvide hval. Men trods det, og trods den klassiske syreegrønne og dunkle A24-farvegrading, synes jeg, at der er en lille gnist af noget varme bag alt det forfærdelige.

For at svare på mit tidligere spørgsmål, så må det blive et både-og. For mens meget fokus har været på Fraser, synes jeg, at filmen står godt på egne ben, og Fraser bliver holdt i hånden af andre glimrende skuespillerpræstationer, ikke mindst Sadie Sink i rollen som Charlies datter Ellie, som gør det pragtfuldt.

Jeg giver The Whale

5 ud af 6 stjerner