The Secret Life of Walter Mitty
Anmeldt af Malte · 3. juni 2026
Maltes vurdering
Ærede riddere. Så blev det tid til et nyt tema her i vores lille filmklub, og denne gang skal vi beskæftige os med Feel Good-film. Det er en genre, som måske kan være lidt svær at fastslå, synes jeg, og derfor glæder jeg mig til at se, hvad vi hver især finder frem til. Denne uges bud på en Feel Good-film er Ben Stillers "The Secret Life of Walter Mitty", som man må sige rammer meget godt inden for den lidt brede skive. Den er baseret på en gammel novelle fra 1939 og er altså her ført frem til nutiden.
I "The Secret Life of Walter Mitty" følger vi Walter Mitty (Ben Stiller), som arbejder med negativt fotomateriale for et stort livsstilsmagasin kaldet LIFE. Walter opererer meget bag facaden og føler sig måske lidt overset i hans LIFE. Han er en grå mus, men i hans hjerne dagdrømmer han sig til at være en fandens karl, der siger og gør alle de rigtige ting – heriblandt at charmere sin work-crush Cheryl (Kristen Wiig). Hans tilværelse bliver dog vendt op og ned, da LIFE bliver inficeret af Elon Musk (Adam Scott), som måske eller måske ikke har et falsk skæg på.
Jeg synes, at anslaget i filmen er fint og velfungerende. Det sætter tonen som en slags romantisk komedie. Det virker dog en lille smule cliché. Jeg føler, at jeg har set den her film rigtig mange gange. Det er ikke fordi, jeg sidder og synes, at det er dårligt, men jeg savner lidt noget kant og originalitet. Dagdrømmeriet er kreativt, morsomt og flot lavet, trods det lidt forældet CGI. Det kan jeg egentlig godt se igennem fingrene med.
Kort inde i filmen får Walter til opgave at gøre et billede klart til LIFEs sidste forside, inden det downsizes og bliver til LIFE ONLINE (hehe). Det er negativet nummer 25, sendt af Sean O'Connell (Sean Penn), magasinets fotograf/chef eller et eller andet. Han er i hvert fald vigtig. Problemet er bare, at billedet er væk, og Walter ser nu endelig sin chance for at få noget ud af sit liv og begive sig ud på en hæsblæsende rejse for at finde det manglende billede. Undervejs kommer han til Grønland, Island, Afghanistan og Himalaya, inden han endelig finder Sean.
Jeg synes, at filmen bliver mere interessant her. Der sker nemlig det, at fra det tidspunkt, han beslutter sig, stopper dagdrømmeriet, og som jeg ser det, kan det tolkes på to måder.
Det oplagte er, at Walter ikke dagdrømmer mere, fordi han ikke har brug for det mere. Han har endelig taget sit eget liv i kraven og oplever alt det, han kun har turdet drømme om hele sit liv. Han springer fra helikoptere, kæmper mod hajers, forcerer en vulkan, bestiger bjerge og gør op med hans egen opfattelse af sig selv. Noget, der kulminerer med, at han også endelig får inviteret hans crush ud, og ender på forsiden af LIFE. Et bevis på, at han altid er blevet set, også på hans arbejde.
Kynikeren vil dog måske se en anden vinkel. Måske bliver Walter bare fyret, og alt hvad der sker, efter han ser Sean på forsiden af LIFE, bare én lang dagdrøm. Måske er det her alt det, som Walter gerne ville gøre, men som han ikke tør. Hvis man antager dén vinkel, så har Walter bare forestillet sig, at han havde ændret sig, men i virkeligheden havde han blot erstattet én illusion med en anden.
For vores temas skyld synes jeg, at vi skal tro, at den første er den, som Ben Stiller havde tænkt. Jeg sidder efter filmen tilbage og er godt tilfreds med det, jeg har set. Det var en opløftende, sjov (uden at være lårklaskende på noget tidspunkt) og flot film. Jeg nyder næsten altid at se Ben Stiller, Adam Scott, Kristen Wiig, Sean Penn og selvfølgelig Patton Oswalt. Jeg var underholdt… Men jeg var på intet tidspunkt rørt eller inspireret. Det var en god søndagsfilm, men jeg tror ikke, jeg vil se den igen.
Jeg giver "The Secret Life of Walter Mitty":
3 ud af 6 stjerner
