The Quick and the Dead

The Quick and the Dead er på mange måder en film, som er taget ud fra den klassiske Sergio Leone-drejebog. En historie om hårde mænd (og kvinder) fra en hård tid, men her tilsat lidt amerikansk Hollywood-flair. Det er en film, hvor man tydeligt mærker kærligheden til sit ophav, men som også bringer sin egen stil til bordet.

Instruktør Sam Raimi er måske bedst kendt for sine udfoldelser inden for gyser- og splatgenren, hvor han med film som The Evil Dead og Army of Darkness har skrevet sig ind i historiebøgerne. Det er film med en helt klar og genkendelig visuel stil, og i øvrigt en stil, han holder ret konsekvent, også i film inden for andre genrer, såsom Spider-Man, Doctor Strange in the Multiverse of Madness og Spartacus TV-serien. Der er altid godt smæk på farverne og de hurtige closeup-klip i Sam Raimis film, og det giver hans film en fast-paced og underholdende undertone.

The Quick and the Dead er på dette plan ikke nogen undtagelse, og det viser sig også at være ganske klædeligt til denne type film, selvom det hiver ambiencen i filmen ganske langt væk fra de europæiske klassikere fra 1960'erne. Filmen er fyldt med jumpcuts til svedige ansigter på hårdkogte cowboys og girls, og fede shootout-scener. I filmens begyndelse ser vi en karakter blive skudt igennem sin hat, hvilket efterlader et perfekt rundt hul, som solen kan skinne igennem. Filmen er spækket med scener som den, som man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over. Derudover er der ikke en finger at sætte på filmens cinematografi, hvor både sets og lokationer alt i alt er meget smukke og stemningsfulde. Man transporteres tilbage til 1990'ernes Hollywood på en dejligt nostalgisk måde.

Det er heldigt, at The Quick and the Dead har det visuelle med sig, for hvad den har her, kan den siges at mangle i dybde i sin historie. Historiens præmis virker mest af alt til at være en undskyldning for at vise en række standoffs. En skydeturnering med fatal eliminering og en stor pengepræmie kunne sagtens være grobund for et interessant plot, men det blev for mig aldrig rigtigt klart, hvorfor denne turnering skulle afholdes. Hvad skulle der komme ud af det? Og hvad er egentlig Gene Hackmans rolle i det hele? Filmens overfladiske plot bliver hele tiden lige nøjagtigt holdt ovenvande af filmens visuelle stil og overordnede gode skuespil, omend Leonardo DiCaprio måske ikke lige var helt bagt færdigt endnu. Gene Hackman er uden tvivl filmens skuespillemæssige højdepunkt, og jeg nyder at se ham folde sig ud – også selvom hans karakter ikke giver særligt meget mening, hvis man begynder at ridse i lakken.

The Quick and the Dead er ikke noget mesterværk, men det er en film, som er underholdende nok, flot at se på og underligt nostalgisk.