The Piano

The Piano er et periodedrama fra 1993. Det er også lidt et kostumedrama, en romance og en tragedie. Først og fremmest er The Piano en meget liderlig film på godt og ondt, og hvor det gør ondt gør det rigtigt ondt i denne film.

Plotbeskrivelsen i The Piano er som trukket ud af enden på en prætentiøs filmstuderende, som er blevet sendt over i hjørnet, fordi ingen andre end ham gider at sidde og lugte til hans overliderlige, flatulensbefængte manuskript.

Okay! Det er måske hårdt sagt. Og ja ja, det er da ikke bare skidt det hele. Men prøv lige at lytte til, hvad denne film handler om: Ada er stum. Hun har ikke altid været stum, det blev hun bare, fordi hun gjorde det. Hendes indre stemme er derfor den af et seksårigt barn (og det bliver selvfølgelig brugt til lige præcis ingenting), et barn som giver os filmens anslag. For Ada, som er en voksen 25-årig kvinde, er blevet giftet væk til en mand på den anden side af jorden, men hun MÅ have sit elskede klaver med. I mangel på ord er musikken nemlig Adas sprog, og et liv uden hendes elskede klaver er endog ikke værd at leve. Men ak – Adas nye mand deler ikke hendes livs passion og sælger det væk til en værre vildmand, som ender med at kaste sin kærlighed på hende. En sand kærlighedshistorie. Lige til Cannes.

Mens vi trækkes gennem denne shakespeareparodi, må vi konstatere, at filmen desværre er dræbende kedelig. Det begrænsede plot snegler sig afsted, og af en film som handler så meget om musik, bemærker jeg, hvor lidt musik der egentlig er i denne film. Og den musik, der er med, er virkelig ikke særligt interessant. Værre bliver det, da filmens moralske kompas også bevæger sig lidt rundt, som om det befandt sig på Nordpolen. Jeg forstår godt dynamikken mellem Ada og hendes mand Stewart, som egentlig bliver spillet glimrende af Sam Neill. Stewart er ikke nogen ond mand som sådan, men han ser på Ada som sin ejendom, og på hendes ting som noget, han kan gøre med, som han har lyst. Der er ingen kemi mellem Ada og Stewart, så jeg forstår, hvorfor Ada drages af en mand som vil hende. Men jeg forstår på ingen måde, hvorfor Ada pludseligt bliver liderlig efter hendes pianoelev, efter han på meget ulækker vis afpresser hende seksuelt og opfører sig som en borderline-voldtægtsmand. Jeg troede oprigtigt, at hun var frastødt af ham, indtil hun pludseligt bare gerne vil have et stykke med busjunglen.

Jeg er hård ved denne film, måske også unødvendigt hård, for selvom jeg står ved alt, hvad jeg her har skrevet, så er der skam solide skuespillerpræstationer og flotte settings (omend New Zealand er set smukkere i andre film). Men når jeg ser på, hvor velanset denne film er, må jeg simpelthen himle med øjnene. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan den kan være nomineret til 8 (!) oscars og vinde 3. Jeg forstår ikke, hvordan den kan vinde den gyldne palme i Cannes. Jeg håber virkelig, at I ærede riddere kan hjælpe mig til at åbne mine øjne, for jeg ville ærligt talt ønske, at The Piano var mere Beethoven og mindre Sigurd Barrett.