The Outfit

Med The Outfit nåede vi rosinen i pølseenden for vores gangster-tema her i vores skønne filmklub, og det var en film jeg personligt aldrig havde hørt om før. Det er en lille film med et lille budget på 5 mio. dollars, og det står i skærende kontrast til hvad man ellers ofte forbinder med genren – herunder også de 3 øvrige film vi har set i denne runde. Det er i øvrigt en meget anderledes gangsterfilm end normen, og jeg må indrømme at jeg da heller ikke havde de største forventninger da jeg satte mig tilrette i søndags med min bette Pepsi Max godt hvilende i håndhulen. Heldigvis blev jeg positivt overrasket.

The Outfit ved præcis hvad den vil være, og det løfter den rigtigt godt. Det er en gangsterfilm, men det er også et kammerspil, en noir-film og endda et lille mysteriedrama. Vi følger i filmen et begrænset ensemble bestående af tilskæreren Leonard, mest omtalt som "English", hans assistent Mabel og deres nærmeste kundeklientel bestående af en gruppe hårdkogte irske gangstere. English prøver udadtil blot på at passe sig selv og sit arbejde, og da han en dag ufrivilligt bliver involveret i The Family Affairs, bliver hans stille liv vendt op og ned.

Det er den præmis filmen lægger ud med, og jeg må bare sige guilty! Jeg hoppede på den præmis. Jeg troede at jeg havde regnet det ud: Det er en rotte i gøgereden, og det er åbenlyst enten Mabel eller den ene af de to gangstere der vælter ind i butikken fuld af blod. Jeg har sgu læst nok Jussi Adler-Olsen til at kunne regne den ud! Men lidt efter lidt måtte jeg sande at jeg ikke havde regnet en skid ud, og da filmen var halvvejs begyndte jeg at holde op med at sidde og gætte, for filmen twistede og turnede som en østrigsk alpin motorvej.

Jeg blev sgu ret fanget af den her film. Mark Rylance var som altid bundsolid, og det øvrige cast var også super troværdigt. Særligt Johnny Flynn som Francis vil jeg fremhæve. Når man ikke har budgettet til de helt store skudduelder, må man læne sig op ad et godt manus, og jeg synes at The Outfit var super fint skrevet. Den var godt pacet, den var vittig og den var spændende. Den var i hvert fald for mig svær at regne helt ud. Og filmens budget taget i betragtning synes jeg faktisk også at den var rigtig pæn. Sættet og farvepaletten ledte straks tankerne hen til filmens 1950erne-setting. Jeg noterede mig faktisk at den bragte mindelser til Paul Thomas Anderson, hvilket bestemt er en kæmpe kompliment. Nogle af kostumerne var måske en lille smule stive i det, men altså whatever! Jeg købte det.

Der er dog nogle få ting som lige spænder en lille smule ben for filmen. Det er pudsigt nok starten og slutningen.

Filmen er en lille smule lang tid om rigtigt at komme i omdrejninger. Der er måske lige rigeligt med klip af English der klipper i stof til noget god old-timey musik. Og ligesom en kæmpe stor sten der lige skal skubbes op på en bakke, er filmen svær at stoppe igen på den anden side af toppen. Den twister og turner lige en enkelt gang for meget, og de sidste 10-15 minutter af filmen bliver en anelse fjollede.

Det ændrer dog ikke på at jeg var rigtigt godt underholdt af The Outfit. Det var forfriskende at se en anden vinkel på en så etableret filmgenre, og den var ganske vel udført. The Outfit er ikke kunst, den er et håndværk – og nogle gange er det helt fint.

Jeg giver The Outfit:

5 ud af 6 stjerner