The Nice Guys

Bottle up gutter, det er tid til 3. actionfilm i streg, og denne gang er det den hvide filminstruktør Shane Black, der kaster sig ud i en hæsblæsende neo-noir actionkomedie med et cast, der bare siger double chef's kiss, kiss og et bang! Jeg snakker Ryan Gosling, jeg snakker Matt Bomer, og jeg snakker selvfølgelig That Gladiator Guy selv, Russell Crowe, som gør hvad han er bedst til – fighting round the world! Godt nok kun i LA den her gang, men det er fint, for det er i 70'erne. Vi snakker billig sprut, vi snakker lækre suits, og vi snakker selvfølgelig avantgarde kunstfilm af den slags, som jeg virkelig elsker højt!

Lige fra filmens start fornemmer man, at der er tale om en film, der har masser af stil. Den 1970er cigaretgule og pastelfarvede colorgrading og de cheesy voice-overs sætter stilen, og vi ser med det samme, at den her film virkelig har mange bryster. Ryan Gosling er filmens ene hovedperson, og han leder allerede i filmens start efter en kvinde, som er kendt for sine bryster, men snart kommer Russell Crowe og tæver noget fornuft ind i ham. BAM – du skal ikke lede efter den her dame med bryster! Du skal lede efter DEN her dame med bryster! Og sammen begiver de sig ud på et eventyr, hvor der er flere bryster end selv den mest hårdkogt kunstfilm kan tilbyde. Et eventyr, hvor de skal finde ud af, hvad søren der er sket med Amelia, og hvorfor dør alle hendes veninder lige?

Filmens omdrejningspunkt er de tre musketerer Jackson Healy, Holland March og Holly March, og deres ping pong er helt klart filmens hjerte. Gosling og Crowe spiller op ad hinanden, som var der tale om Thomas og Preben fra linje 3, og det er næsten lige så sjovt til tider. Angourie Rice som Holly giver den perfekt som Inspector Gadgets datter, og hun viser perfekt, at heller ikke hun er bange for at se på nogle flotte bryster. Filmens fysiske komik er heller ikke til at kimse ad, og jeg elsker at se en fuld Ryan Gosling falde baglæns ud over en balkon eller liget af en afdød kunstfilminstruktør lave en maveplasker lige ned på et middagsselskab.

Filmen har et gigantisk twist, da det afsløres, at de har med en ulige overmand at gøre. Hvem kunne have forudset, at den mand, som jagter dem, er ingen andre end Matt Bomer? Som vi alle sammen ved, så har Matt Bomer ingen interesse i flotte bryster, og han får dermed held til at wacke Amelia. Det var en skam, for så er der ikke mere af den sjove action. Der var vist også noget med et plot med nogle bilforhandlere eller sådan noget – jeg hørte ikke rigtigt efter. Min opmærksomhed var ved den sjove ping pong, den sjove action og de flotte bryster.

Shane Black gør det udmærket i The Nice Guys, i den henseende at han laver en film, som er underholdende at se på. Den er flot præsenteret, action er sjov, og skuespillet er godt. Filmen er helt klart bedst, når Gosling og Crowe havner i en akavet situation og spiller op ad hinanden, eller når den situationelle slapstick sparker ind, og vi får en Ryan Gosling på toilettet, som kæmper med både at holde toiletdøren åben og virke truende med bukserne langt nede om anklerne. Som en noir-film synes jeg desværre, at The Nice Guys falder lidt ned mellem stolene, for historien er ikke interessant nok, og plottet er ikke tykt nok. Det er okay, for det er ikke det, som filmen skal være, men jeg ville gerne have set en version med mindre komplott og mere plot, som kunne skabe endnu flere fantastiske actionsekvenser.

Jeg giver The Nice Guys:

3 ud af 6 stjerner