The King of Comedy

The king of comedy portrætterer en mand med en vision – han vil være stor, han vil være "the king of comedy", koste hvad det vil! For når overdreven vedholdenhed og entusiasme ikke er nok, må andre og mere voldelige midler tages i brug.

Filmen følger en 3-akts struktur, hvor 3. akt klart var det længste og stærkeste. Filmen åbner med en klaustrofobisk scene, hvor Martin Scorsese mesterligt og visuelt cementerer filmens hovedemne – nemlig toksisk fandom. Noget som både var et emne i 1982, som var en tid med flere deciderede mord og mordforsøg på berømtheder af fans, og i dag, hvor dyrkelse af berømtheder er blevet endnu mere tilgængelig og offentlig. Vi får præsenteret vores hovedperson Rupert Pupkin (Robert De Niro), som er en aspirerende standup-komiker, som bestemt ikke ser sig selv som en del af denne toksiske fandom. Det er han dog i høj grad, da han har en sygelig besættelse af sit store idol Jerry Langford (Jerry Lewis).

Rupert er en kompleks karakter som, på trods af sine åbenlyse stalker-tendenser, kan virke charmerende og likabel det ene sekund og skræmmende skør og intimiderende det næste. Dette er godt hjulpet på vej af Robert De Niro, som spiller rollen med en form for ubehag, som kun lige er en smule ud over det normale. Der er noget underligt over karakteren hele tiden.

I filmens klimaks fortæller Rupert gennem hans (dårlige) standup-optræden en trist historie om hans opvækst, som har været præget af svigt og alkoholmisbrug. Noget der uden tvivl har formet karakteren. Filmen ender på en høj note ved at Rupert bliver en kæmpe stjerne, selvom han har begået kriminalitet for at komme på scenen, og vi er efterladt til at vurdere, om det er virkeligt, eller om det er endnu en af Ruperts fantasier.

Filmens genre kan være svær at placere. Til tider virker det som en sort komedie, og til andre tider virker det som en thriller med suspense-undertoner. Filmen har en mørk og dunkel color grading generelt, som står i kontrast til de lyse farver og toner, når Jerrys talkshow vises.

Filmen havde en lidt for langsom første halvdel, men en stærk anden halvdel. Jeg synes dog aldrig, at den blev kedelig, da jeg konstant var underholdt af De Niros stærke performance. Filmen er for mig at se stadig relevant i dag, men måske på en anden måde, da den også kan fortælle en historie om ekstrem selviscenesættelse, noget som er et langt større emne i dag end det var dengang.