The Host

Anmeldt af Malte · 3. juni 2026

Maltes vurdering

Man kan ikke ligefrem klandre Sydkorea for at lave film efter de gængse forskrifter. I hvert fald ikke når det kommer til Mr. South Korean superstar Bong Joon Ho. Vi har nu i denne skønne filmklubs regi set henholdsvis 2 sydkoreanske film og 2 Bong Joon Ho film, som tilfældigvis har vist sig at være nøjagtigt de samme film, og vi må derfor nu anses for at være eksperter på området. Jeg vil gerne på forhånd advare om, at der vil være op til flere sammenligninger med Parasite i denne anmeldelse.

Hvor vi i Parasite kunne opleve parasitiske "monstre" i form af både familien Kim, familien Park og den underlige mand i kælderen, giver The Host os en anden slags monster. Her er der nemlig tale om et ægte slimet blæksprutte-agtigt fiskemonster, som åbenbart er modelleret efter Steve Buscemi i Fargo. Monsteret er blevet til efter en meget underlig, men også ret komisk, scene hvor en amerikansk forsker beordrer en anden forsker til at hælde giftig kemisk væske ned i afløbet, som så ender direkte i Han-floden i Seoul. Det er et setup der er til at tage og føle på, og jeg vil gerne rose filmen for, at den går direkte til kernepunktet, og for at den rent faktisk tør at vise Steve Buscemi-monsteret i fuldt flor og i fuld dagslys meget tidligt i filmen. Det gælder selvom CGI'en ligner noget der er renderet på noget der kører Windows XP (hvad der nok også er tilfældet).

Ligesom i Parasite følger vi i The Host en familie, som tilhører den sociale underklasse. Denne gang er det familien Park, som lever af at drive en lille kiosk nede ved floden. Da familiens yngste medlem Hyun-seo bliver kidnappet af Steve Buscemi-monsteret, bliver filmen for alvor skudt i gang, og herfra er det nærmest en slapstick-tegnefilm hvor den ene absurditet overtager den næste, og hvor vi som publikum bliver bedt om at sætte tænderne i den ene store udfordring efter den næste.

Hvor Parasite havde et plot som var relativt simpelt, men med et twist der var næsten umuligt at se komme, er The Host nærmest omvendt. På overfladen er det en simpel monsterfilm med en far der leder efter sin datter, men under overfladen er det en vild social kommentar på alt fra det koreanske klasseskel til unges alkoholkultur til Sydkoreas forhold til USA, og jeg må indrømme at jeg har svært ved at følge med. Bong Joon Ho må have lært meget af denne film, for jeg synes at det er mange af de samme temaer som bliver brugt i Parasite. Hvor Parasite var meget tydelig i sit budskab og sin fortælling, synes jeg dog at The Host er mere fragmenteret og utydelig. Jeg oplever at filmen får sine fiskekløer (er det en ting) i mig, bare for at skubbe mig væk igen, blot for at fange mig igen, blot for at skubbe mig væk igen. Når filmen handlede om familiens Parks søgen efter Hyun-seo, synes jeg at den var nem at følge og sågar spændende, men når den handlede om vira som ikke eksisterer alligevel og hjemløse der laver molotov-cocktails, så må jeg indrømme at jeg begyndte at drifte lidt.

Med nogle dage på afstand af filmen er jeg dog hovedsageligt positivt stemt over for filmen. Jeg synes stadig at plottet var for fragmenteret og all over the place, men jeg synes at det er interessant at se den koreanske kultur blive udforsket, og jeg synes at det var underholdende at se det her vilde genre-mashup. Jeg synes overhovedet ikke at det var det velsammensatte, perfekt fortalte mesterværk som jeg virkelig synes at Parasite er, men jeg synes at det er en film der lægger sig ganske lunt midt i "fint nok-segmentet". En klassisk monsterfilm, som slet ikke er en klassisk monsterfilm. Jeg giver The Host:

3 ud af 6 stjerner

Se alle anmeldelser →