The Fly
Anmeldt af Malte · 3. juni 2026
Maltes vurdering
Jeff Goldblum - what a man. Charme? Tjek. Selvtillid? Tjek, tjek. Lækkert hår? Tjek, tjek, tjek! I 1986 var han hovedrolleindehaver i The Fly, og eeeh… Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet.
I The Fly spiller Jeff Goldblum den noget neurotiske forsker/opfinder Seth Brundle. Seth Brundle er i færd med at opfinde en maskine, der kan teleportere objekter og levende organismer over en distance. Af en eller anden meget mystisk og ikke forklaret grund er det en dyb hemmelighed, som bare IKKE må komme ud. Derfor gør Seth det logiske og indleder et romantisk forhold til en journalist, som arbejder for et videnskabeligt magasin.
Seths arbejde skrider ikke helt frem, som Seth måske havde ønsket det, for hver gang Seth sender en abe fra den lokale bavianbavian-fabrik igennem maskinen, bliver den til hakket bavian-røv i den anden ende. Angiveligt fordi maskinen ikke ved, hvordan levende organismer fungerer. Efter Seth har tastet al viden om alle levende organismer ind i maskinen by hand, er han dog klar til at tage den afgørende test. Og fuck bavianer! Han gør det selv! For han har nemlig fået en whiskey! Og spoiler alert - Det VIRKEDE! Der er bare ét problem. Der var en flue med Seth inde i maskinen, og derfor har Seths DNA blandet sig med den, og ikke med nogle af de tusindevis af andre parasitter, der naturligt lever på og i vores kroppe. Seth bliver nu langsomt. Meeeeeeeget laaaaaangsomt. Til en fluemand! Først bliver han dog lige til Michael Jackson i Thriller, men så bliver han til en fluemand.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var startskuddet til The Fly, men det er egentlig halvdelen af filmen, jeg har beskrevet her. Halvdelen af en film, som trods sine begrænsede 90 minutters spilletid, både er for lang, for kedelig og så fuld af bizarre plothuller, at J. K. Rowling sidder og nikker anerkendende fra bagerste række i splatterbiografen.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor den her film i brede træk beskrives som "fængslende", "smuk", "tankevækkende". Jeg håber, at en af jer andre kan forklare mig det, for jeg forstår det simpelthen ikke.
Ret skal dog, som bekendt, være ret. Efter den pinsling, som var den første halvdel af den her film, blev filmen mere interessant. Det er den første Cronenberg-film, jeg har set, og jeg har en idé om, at det langsomme tempo måske er et af hans fortællegreb. I en film, som har emotionelt fat i seeren, kan et langsomt og dvælende tempo helt bestemt gøre gode ting for en film, og jeg kunne da også lugte det her, mens Seth langsomt blev forvandlet.
Som I ved, sætter jeg også pris på fantasifulde designs og effekter, og denne film havde da også styr på praktikken i den afdeling. Der var måske 2-3 steder i filmen, hvor jeg decideret cringede over, hvor frastødende effekterne var, og det er helt bestemt et plus i min bog. Men altså, så var den heller ikke værre.
Jeg synes dog ikke helt, at det kan redde filmen. Den var kedelig. Den var forvirrende i sin tone. Den var egentlig også grim på en del steder. De praktiske effekter giver dog 1 ekstra stjerne.
Jeg giver The Fly:
2 ud af 6 stjerner
