The Father

En film fra en svær dements synspunkt er simpelthen så godt et koncept at det, når jeg tænker over det, undrer mig at jeg ikke har set eller hørt om det før. Det må generelt være svært at skildre psykiske lidelser på film på en måde som er realistisk og som ikke føles som en parodi eller en hån mod dem som lider, og deres pårørende. Jeg har i hvert fald ikke set det gjort ret ofte før. Ikke siden jeg spillede det glimrende actionspil Hellblade: Senua's Sacrifice, hvor man spiller fra en meget svær schizofrens synspunkt, har jeg følt at jeg tilnærmelsesvis kunne forestille mig hvad der går igennem hovedet på folk med psykiske lidelser. Jeg tror ikke jeg har oplevet det mere effektivt end i The Father.

Anthony (Anthony Hopkins) virker til at være en stolt og dannet mand. Man får at vide at han har været ingeniør, han nyder opera og han har en stor og flot klassisk møbleret lejlighed i hjertet af London. En lejlighed han under ingen omstændigheder vil forlade, uanset hvor meget hans datter Anne (Olivia Colman) end forsøger at spolere hans tilværelse.

Den scene bruger Florian Zeller til at prøve at vise hvordan svært demente mennesker kan opleve virkeligheden. Det lykkes efter min mening med pompt og pragt, ikke mindst på grund af den fuldstændigt mesterlige skuespillerpræstation af Anthony Hopkins, som meget fortjent vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle som den ældste person nogensinde i en alder af 83 år.

Også Olivia Colman leverer et virkeligt solidt portræt af den trætte datter, som gør alt hvad hun kan for at hjælpe sin far, som bliver mere og mere ædt op af demens, og som derfor ofte forvandler hyggelige stunder til modbydelige personangreb. Eksempelvis taler Anthony igen og igen om hvor meget bedre han kan lide Annes søster end hende, og hvor meget han savner at hun kommer og besøger ham. Vi lærer senere i filmen at hun har været ude for en ulykke, og vi må formode at hun er omkommet. Vi overlades til at vurdere om Anthony virkelig elskede hende mest, eller om hans demente hjerne vender savnet og sorgen over at hun er omkommet til at han elsker hende mest og savner at hun besøger ham.

Jeg er nødt til at fremhæve nogle af de virkemidler filmen bruger for at male et billede af den demente hjerne.

Filmen kulminerer i en scene hvor Anthony går fra at mindes hans mors øjne til at han får et hulkende sammenbrud hvor han, som et barn, græder at han vil have at hans mor skal komme og hente ham fra plejehjemmet, mens sygeplejersken prøver at trøste ham og forsikre ham om at det hele nok skal blive godt igen lige om lidt, når han har glemt det igen. Den scene fik mig simpelthen til at sidde og prøve at holde hulkene inde. Jeg blev virkelig ramt. Der er mange som har haft demens tæt inde på livet. Jeg er en af dem. Og specielt af den grund rammer den her film som en forhammer. Hold kæft jeg er bange for at blive dement.

5 ud af 6 stjerner