The Departed

Endnu en uge, endnu en gangsterfilm - og endda endnu en Scorsese-film. Denne gang bevæger vi os lidt væk fra den velkendte amerikansk/italienske mafia-scene og ind på et, i hvert fald for mig, lidt mindre kendt område - de irske gangstere. Det gør vi med Martin Scorseses meget anmelderroste og Oscar-vindende thriller fra 2006: The Departed.

The Departed centrerer sig omkring den irske bandeleder Costello (Jack Nicholson), som politiet tilsyneladende længe har forsøgt at fælde på baggrund af mord, vold og et eller andet med nogle microchips. For at opnå det, planter de en tidligere politiskole-dropout med et noget blakket ry som muldvarp midt i den kriminelle underverden. Hvad de dog ikke ved - men snart skal finde ud af - er, at denne bandeleder selv har en rotte ved politiet, og endda på så tæt hold, at han i brede træk kan styre slagets gang. Det er med andre ord en historie, hvor ingen er, hvem de udgiver sig for at være, og hvor alle narre alle. På papiret en rigtig god historie, og det er det sådan set også i praksis.

Nu er det dog bare sådan, at vi ligesom ved sidste møde har med en Martin Scorsese-gangsterfilm at gøre. Det er simpelthen umuligt at undgå at sammenligne filmen med Goodfellas, og der må jeg sige, at selvom Martin Scorsese ikke er særligt høj og sikkert ikke har særligt store fødder, så snubler han lige en lille smule i sine meget smukt polerede, men efterhånden en anelse for store laksko med den her film. Ikke sådan at han falder med snotten direkte ned i Shutter Island og The Aviator hundelorten - slet ikke. Han snubler bare lige en lille smule og hopper med et let og elegant hop lige hen over The King of Comedy og The Irishman, mens han drømmende mindes de gode gamle dage, hvor hans sko var foret med Taxi Driver og Goodfellas, så han rent faktisk kunne passe sine sko.

Men nok om fødder.

The Departed er en god film - jovist, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var en lille bitte smule skuffet over den. Simpelthen fordi jeg havde forventet lidt mere af filmen, som ofte nævnes blandt genremesterens bedste, indbragte ham hans første Oscar som instruktør og vandt statuetten for bedste film. Som sagt, så er det svært ikke at sammenligne den med Goodfellas, og det klæder den desværre ikke så godt - i min optik.

Den første time af filmen er alt for svær at følge med i. Jeg noterede mig, at jeg ofte havde svært ved at følge med i, hvem der blev talt om, og hvad der egentlig skete. Jeg fangede da de brede penselstrøg, men i en film, som er så plotdrevet som The Departed, er det lækkert at kunne fange de små fine detaljer. Det synes jeg desværre fungerer lidt som en fodlænke for filmen, mens den arbejder sig ind i midten af filmen, hvor den helt afgjort bliver bedre og nemmere at følge. De, efter min opfattelse, for hurtige klip og det lidt for jappede fortællersprog bliver nemlig akkompagneret af brillante skuespillerpræstationer - særligt fra filmens hovedpersoner, der ligesom i Goodfellas består af en trio. Denne gang Leonardo DiCaprio, som spiller den højspændt og meget nervepræget Billy, Matt Damon, der spiller den charmerende, men røvirriterende Colin, og selvfølgelig førnævnte Jack Nicholson, som spiller filmens antagonist Costello. Det er verdensnavne, og de spiller røven ud af bukserne. Jeg vil særligt fremhæve Leonardo DiCaprio, som jeg synes leverer en af hans bedre roller.

Filmens klimaks er et skønt multimord, hvor vi ser eksemplificeret, at alle er imod alle, og ingen kan føle sig sikre, når rotterne er løs.

The Departed er en god film, det er bare ikke helt den film, jeg troede det var.

Jeg giver The Departed:

4 ud af 6 stjerner