The Dark Crystal

The Dark Crystal er en film som ikke minder om mange andre film. Man skulle måske tro at en film om en lysende krystal ville være en lys og optimistisk film, men det er ikke tilfældet her. Filmen hedder jo trods alt også "The Dark Crystal", og det er nok ikke for ingenting.

The Dark Crystal er en meget dyster film, som måske nok har en bred og eventyrlig farvepalette, men som alligevel er meget dyster i sin tone og i sit visuelle udtryk. Verden og dukkerne er på én gang både smukke, spændende og sørgmodige, og det giver filmen en meget ikonisk og virkelig flot stemning og visuelt udtryk.

Den største og mest åbenlyse ros som The Dark Crystal skal have, er naturligvis det fuldstændigt eminente dukkearbejde. Trods filmens efterhånden noget fremskredne alder er det her blandt noget af det mest gennemførte og flotteste dukkearbejde jeg nogensinde har set. Mestrene Jim Henson og Frank Oz er bestemt ikke hvem som helst indenfor feltet, og det ses tydeligt. Al den kreativitet og håndværksmæssige snilde, som de må have oparbejdet indenfor alt fra The Muppets til Star Wars, har de taget med sig til The Dark Crystal. Det er kort sagt meget smukt, meget udtryksfuldt og meget, meget gennemført. Bravo.

Det er dog ikke alt sammen solskin og regnbuer. Det er som om at vi med tiden er blevet mere og mere vant til at eventyrfilm skal have en bestemt spændingskurve. Moderne film i genren starter ofte med et brag af en åbning, hvor vi får etableret filmens handling. I Indiana Jones ser vi Indie i et kæmpe action set piece. I Ringenes Herre får vi fortalt om 1000 års krig på 10 minutter. I The Dark Crystal fortæller Not-Alec-Guinness en historie om en krystal som engang gik i stykker, og nu er der 10 onde krave-monstre tilbage. Det er desværre ikke kun åbningen, der foregår i det tempo. Hele filmen føles lidt som en gammel Ford Sierra, som måske var super smart i 80'erne, men som er blevet lidt rusten og sprutter og hakker lidt mens den prøver at komme op i tempo – noget der tager tid, når accelerationen hedder 0-100 på 60 minutter.

Filmen når dog op på tempo 100 til sidst, og den sidste halve time var jeg ganske investeret i plottet. Jeg nød slutningen, som jeg synes kommer rigtigt fint i mål.

Faktum er dog at det meste af filmen er en smule småkedelig. Ikke forfærdelig, og ikke dræbende kedelig – bare en smule kedelig. Plottet er et lidt simpelt "The chosen one går fra A til B"-plot, og karaktererne er ikke specielt spændende. Særligt hovedpersonen Jen er skyldig i dette. Min søn kommenterede nærmest prompte, at han intet ansigtsudtryk havde, og hans manglende personlighed hjalp heller ikke rigtigt på det.

Det samme var gældende for den kvindelige hovedrolle Kira, som jeg ikke helt forstod pointen i. De mest spændende karakterer var den onde gruppe Skeksis, som i det mindste var mildt underholdende at se på, samt den finurlige Aughra som blev mesterligt udført af selveste Frank Oz – også selvom der er langt til Miss Piggys charme eller Yodas mystik.

Hvad The Dark Crystal mangler i plot og karaktercharme har den dog i world building. Jeg blev flere gange nærmest fortryllet af den smukke verden og den interessante baggrundshistorie. Jeg blev betaget af den mystiske ruin og de sære to-delte højere eksistenser. Jeg blev meget nysgerrig på verden, og jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over at jeg ikke har fået set Netflixprequel-serien, og at den ikke formåede at opnå mere end én sæson.

Måske er tiden for den her type film bare ovre. Måske sætter de moderne smartphone-Netflix-bingere bare ikke pris nok på smukt håndværk og omhyggelig world building. Det er egentligt lidt en skam, for jeg tror virkelig at der er en diamant at hente i den her verden med et mere moderne manuskript.

Jeg giver The Dark Crystal:

4 ud af 6 stjerner