The Creator

Kort inde i The Creator noterede jeg mig, at der var tale om en tematisk højaktuel film. AI er formodentlig kommet for at blive, og der hersker stor polaritet i forhold til, hvorvidt det er en spændende teknologi eller starten på et skræmmende mareridtsscenarie, som vil frarøve os alle vores jobs. Jeg synes, at samfundets højlydte jungletrommer peger i retning af, at de fleste er meget bekymrede for, hvad det mon kan og vil bidrage til i samfundet.

Instruktør Gareth Edwards virker dog til, med denne hans anden science fiction-film i træk, at være i den anden lejr. For i The Creator har den kunstige intelligens udviklet sig til at være en selvtænkende civilisation, som er blevet urimeligt anklaget for at være skyld i en apokalyptisk hændelse i hjertet af Los Angeles. I afmagt har robotterne udviklet et for menneskene altødelæggende våben i skikkelse af en uskyldig lille pige med teknologi-styrende kræfter. En pige, som med tiden kan vokse sig til et fuldvoksent masseødelæggelsesvåben, der har kræfterne til at destruere de onde amerikaneres store våben.

Plotresuméet kan måske lyde som et dybfølt og actionfyldt science fiction-epos, og jeg er sikker på, at det i hænderne på bedre manusforfattere måske også havde været det, men virkeligheden er – i hvert fald for mig – en anden. Filmens modtagelse var, da den udkom, ligesom debatten om AI, voldsomt delt. Nogle hyldede filmen og kaldte den nyskabende, tankeprovokerende og rørende, og andre genkendte filmen som det, jeg også mener, at den er: et virkeligt smukt indpakket påskeæg bestående af billigt julekalenderchokolade.

Filmen begynder ellers stærkt i en scene, som fik mig til at være nysgerrig på verden, menneskets (eller i hvert fald amerikanernes) forhold til AI-racen, de våben, der bliver anvendt, og hvem den mystiske Nirmata er. Jeg var også med på valget af musik, og jeg blev oprigtigt glad, da jeg hørte tonerne fra Radioheads Kid A-album, som jeg holder så meget af. Der gik dog ikke længe, før jeg begyndte at få svært ved at følge plottet. Det var desværre ikke fordi, det var dybt eller komplekst – det var simpelthen fordi manuskriptet virkede til at være skrevet af en filminstruktør, som har haft alle de rigtige tanker omkring worldbuilding og visuelle effekter og så haft historien og manuskriptet som en eftertanke. Plottet er alle steder og ingen steder hele vejen igennem. Jeg føler ikke rigtigt noget for filmens hovedperson, jeg forstår ikke helt til fulde, hvem og hvad Nirmata er, og jeg synes, at søde lille Alfie er en lille smule irriterende.

Jeg forstår godt, hvad filmen vil: Hvornår er man et menneske, og hvornår er man en maskine? Hvordan reagerer vi, når vi præsenteres for en fare, som ikke ligner en fare? Americans bad, Vietnamese good. Alt det, som vi har set 100 gange før, og gjort bedre i talrige andre science fiction- og krigsfilm. Jeg blev, som filmen skred frem, mere og mere hægtet af, og jeg sad til sidst fuldstændigt ligeglad med den ellers meget smukke verden, som Gareth Edwards har skabt, for jeg forstod den kun på et overordnet plan, som var gjort bedre i Blade Runner, Dune, Ghost in the Shell og (dare I say it) Stephen Spielbergs A.I.

Jeg irriteres også over filmens mangel på kreativitet, når det kommer til selve AI-racen. Hvorfor er det, at AI har udviklet sig til at være ligesom mennesker både mentalt og fysisk, med alle de svagheder, der følger med? Hvorfor er de ikke store, supersterke, superkloge overmenneskelige maskiner med indbyggede våben? Hvorfor er de små, svage risfarmere? Og hvorfor i alverden er de buddhister? Det er, som om at det lige så godt kunne have været almindelige bønder og terrorister i stedet for avancerede robotter.

Jeg vil dog ikke underkende filmen for den tekniske præstation, som den er. Fra start til slut er filmen et festfyrværkeri af smukke effekter, smukke lokationer, interessante urbane områder og overbevisende robotter. Det var langt hen ad vejen umuligt at se, hvad der var CGI, og hvad der var praktiske effekter, hvilket især er imponerende, når man tager filmens "lave" budget på sølle 80 mio. dollars i betragtning. Det gjorde i sig selv, at filmen var seværdig nok til en god gang tirsdagspopcorn. Men nogen nyklassiker vil jeg ikke kalde den.

2 ud af 6 stjerner