Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem

Rosinen i pølsenden i vores tegneserietema skulle vise sig at være en lidt mere traditionel tegneseriefilm end de øvrige, som vi har set. Der har, siden deres skabelse i 1984, været et hav af iterationer af Teenage Mutant Ninja Turtles i adskille forskellige tonearter og stilarter. Mest kendt er måske den animerede serie fra 1987, den (glimrende) live action-film fra 1990 eller Michael Bays mere actionprægede summer-blockbuster-udgave. Mutant Mayhem adskiller sig ikke fra formlen, idet den også prøver at give sit eget unikke twist på både stil, karakterer og oprindelig historie.

Indrømmet - Teenage Mutant Ninja Turtles har aldrig helt været min slice of pizza. Altså det har aldrig været noget, der har generet mig. Jeg har da også set lidt af tegneserien som barn, og har da også, som så mange andre, nydt de gode gamle film engang for længe siden. Jeg vil dog på ingen måde sige, at jeg er fan af franchisen. Det var derfor uden forventninger, at jeg gik ind til denne film.

Allerede fra startskuddet af bliver jeg betaget af det, som også skal vise sig at være filmens største force - nemlig den unikke, lidt visuelt rodet krusedulle-/claymation-agtige visuelle stil. Jeg må tage hatten af for denne film og sige, at de har været kreative her, for jeg tror aldrig, at jeg har set noget, som ligner det, og selvom det hele var lidt messy og gik stærkt, så var jeg aldrig forvirret, og jeg synes egentlig bare, at det så rigtig sejt ud. Kudos for det. Bravo.

Ud over stilen synes jeg også, at stemmeskuespillet var fint og indeholdt en ordentlig røvfuld store stjerner. Jeg lagde ikke mærke til en eneste af dem i løbet af filmen og opdagede først de store navne i rulleteksterne, men altså gjorde de det fint. Humoren i filmen var også for det meste af god kvalitet, og jeg vil ikke sige, at jeg lårklaskede på noget tidspunkt, men der kom da et hjerteligt chuckle her og der. Så fint - bravo!

… men.

Altså jeg elsker Shrek lige så meget som den næste mand. Jeg elsker da også Avengers, Attack on Titan, Dr. Dre, Forza Horizon, John Legend, Jojos Bizarre Adventure, Akira og Missy Elliott. Det gør jeg da. Men for helvede! Den her film er så fuld af popkultur-referencer, at det nærmest var det mest komiske i hele filmen. Det flåede mig lige ud af filmen hver eneste gang. Helt ærligt, så er det lige før, jeg vil sige, at det ødelagde filmen for mig, for det var konstant, og det var SÅ distraherende for mig. Jeg forstår heller ikke, hvorfor?.. Altså skulle vi bare lige vide, at de eksisterer i samme verden som os? Eller hvorfor? Og det samme gælder musikken. Hvorfor skal Push It to the Limit være med i ALT, og hvorfor skal en sang fra en gangster-film bruges i en kung fu-trænings-montage? Altså WHAT?

Det ville måske gøre mig mindre (kritisk), hvis historien havde været mere gribende, men den er på bedste holdt passabel. Skurken, som ellers spilles glimrende af Ice Cube, er ikke videre interessant. Hans plan var heller ikke særlig troværdig. Til gengæld blev han ledsaget af filmens næststørste force - en hær af elskelige og virkeligt sjove skurkekarakterer, som mest af alt bare er nogle rigtig flinke dudes.

Teenage Mutant Ninja Turtles er en lidt rocky affære. Den er ikke frygtelig. Den er heller ikke specielt god. Den virkeligt stærke visuelle side og de sjove karakterer holdes nede af et halvkedeligt plot og et hav af irriterende popkultur-referencer.

Men altså ham, Paul Rudd, som de introducerede.. Kids gonna go places!

Jeg giver Teenage Mutant Ninja Turtles:

3 ud af 6 stjerner