Swiss Army Man

Da Swiss Army Man gik i gang noterede jeg mig, at jeg syntes, at det var en meget tydelig setting. Man forstod med det samme, hvad settingen var, og hvad der foregik. Hank Thompson (Tom Hanks høhø) var strandet på en øde ø. Han havde været der længe, og nu ville han tage sig af dage. En strandvasker skyller op på bredden, og Hank ser det som en mulighed for frelse. Jeg skriblede og jeg skriblede. Da liget begyndte at prutte, skriblede jeg langsommere. Da Hank sætter sig op på det og bruger det som motorbåd for at komme tilbage til fastlandet, vil jeg godt indrømme, at jeg gav mig selv et lille godmodigt dask på panden. Var jeg på vej til at se verdens længste fartjoke?

Som filmen skred frem, og filmen blev til en slags buddy-komedie med to af de mest karikerede karakterskuespillere i Hollywood, vil jeg sige, at jeg var underholdt – endog til en grad, hvor jeg skreg af grin flere gange. Jeg var underholdt, men det var også på en måde noget mere. Det var for mig meget tydeligt, at filmen ville sige noget. Den ville noget. Og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad.

Manny (Daniel Radcliffe) var som et multi-værktøj, som på underlig vis fik nye evner, hver gang Hank var i fare. Da Hank var strandet, blev Manny til en pruttende motorbåd. Da Hank var ved at dø af tørst, fik Manny pludselig eksplosivt opkast af drikkeligt vand ud af munden. Da der var brug for et pistol, blev Manny pludselig til et projektilspyttende gevær. Men hvad betød det? Jeg forstod det ikke.

Så derfor gjorde jeg noget, jeg ikke ofte gør.

Jeg så filmen igen dagen efter.

Ved gensyn lagde jeg mærke til flere ting. Skraldet, der lå overalt. Små replikker som "so I'm trash". "Everyone farts". De halvromantiske undertoner mellem Hank og Manny.

Som jeg så filmen, kan man se Manny som en repræsentation af det helt basale menneske. Af Hank selv, men i virkeligheden af alle. Han hedder endda MANny. Vores instinkter, drifter og lyster. De ting, som vi prøver at begrave og smide væk som skrald.

Filmen igennem prøver Hank på at lære en clueless Manny, hvordan man gebærder sig i samfundet. Man kan ikke bare gå rundt og prutte. Man skal skamme sig over sine seksuelle lyster. Man kan ikke bare sige, hvad der falder en ind. Hank må dog indse, at hver gang de kommer tættere på at komme hjem, skyldes det Mannys drifter (de bliver bogstaveligt talt styret af hans penis). De bliver bedre og bedre venner, men først da Hank endeligt giver sig hen og lærer at elske Manny (symboliseret fint ved, at han kysser ham under vandet og som en flyvefisk for opstandelse igennem vandspejlet), når de hjem.

I filmens slutning ser man Manny prutte ud mod solnedgangen. Han forlader Hank, og Hank er glad. For han behøver ikke Manny mere. Han har lært at leve med sig selv. Det synes jeg er et smukt budskab.

Jeg skal dog score filmen som en film og ikke som en danskstil. Jeg synes, at det var en sjov og utroligt sød film, men den manglede et plot, som var mere spændende. Jeg synes, at karaktererne var sjove, og jeg er vild med Paul Dano og Daniel Radcliffe i nærmest alt, jeg har set dem i, men selv om det var fine karakterer, så var de karikaturer. Karikaturer for at højne filmens budskab, men stadig ikke særligt multifacetterede. Jeg kan ikke give filmen mere end jeg giver den, selvom jeg virkeligt gerne ville.

4 ud af 6 stjerner