Sons of Denmark

Jeg en nær fremtid rystes København af en frygtelig tragedie i form af en terrorbombe i indre by, som tager livet af mange mennesker. Det viser sig at være muslimske ekstremister, som står bag. Et år senere er Danmark på den anden ende. Muslimske indvandrere jagtes af højreekstreme grupper, og muslimske grupperinger kæmper tilbage, alt imens den politiske scene bliver mere og mere nationalt radikaliseret. Grundlaget for Ulaa Salims dystopi er skræmmende aktuelt i en verden, som bliver mere og mere højreorienteret, og det oversættes fint til en spændende, men dog lidt banal, spændingsfilm i "Danmarks Sønner".

Jeg må indrømme, at jeg i filmens indledende tredjedel sad og tænkte lidt på, om den her film forbrød sig imod vores dansksprogede tema. En stor del af filmen foregår nemlig på arabisk, som vi bliver introduceret for gennem filmens anslag – et attentatforsøg på den højrenationale ekstremistiske partileder Martin Nordahl (Rasmus Bjerg). Til min store fornøjelse skiftede filmen herefter fuldstændigt spor i et twist, jeg – indrømmet – ikke havde set komme. Jeg synes, at filmens indledning var en smule sløv. Om det var grundet sproget, farvepaletten, det forudsigelige plot eller hvad det var, ved jeg ikke helt, men jeg sad lidt og trillede tommelfingre og var en smule bekymret.

Ved filmens anden akt bliver den dog noget mere spændende, og jeg synes, at man begynder at nære sympati for hovedpersonen Malik (Zaki Youssef), som på overbevisende vis giver os et billede af en mand, som både er "en af os" og "en af dem", som Martin Nordahl så fint beskriver det.

Filmen er dog aldrig rigtigt mere spændende herfra end at man kan se handlingen komme en kilometer derfra. Selvfølgelig bliver Malik udsat for racistisk chikane. Selvfølgelig vil Martin Nordahl ikke bøje sin egen politik for en muslimsk mand. Og jeg er ked af at sige det, men selvfølgelig bliver Martin Nordahl ultimativt – og bogstaveligt talt – en politisk martyr til sidst. Det er ikke plottet, den her film lever på, for det er forudsigeligt, det er sort/hvidt, og jeg følte til tider, at jeg sad og læste en noir-detektiv-tegneserie. Selvom jeg egentlig godt kunne lide Rasmus Bjerg i skikkelsen af Martin Nordahl, så gik hans venlige-façon-blandet-med-afskylige-holdninger hurtigt fra at være interessant og dragende til at være lidt flad. Måske jeg kommer i modvind her, men jeg synes også, at scenen hvor Maliks søn bliver skudt, var på grænsen til corny følelsesporno. Jeg synes ikke, at der var behov for at skyde et lille barn på klods hold for at vise, hvor modbydelige Danmarks Sønner var.

Plottet til en side synes jeg, at filmen har andre kvaliteter, som gør, at jeg egentlig er ret positiv over for den alligevel. Som sagt er temaet jo til at tage at føle på, og jeg synes, at filmen på en flot måde understreger sit eget tema gennem handlingsforløbene. Had avler had, og attentatforsøget, som bliver forkludret, ender med at blive færdiggjort af den mand, som forkludrede det. Men til hvad nytte? Mordet på Martin Nordahl vil med sikkerhed skabe endnu større had imod muslimerne, og det vil føre til endnu mere vold, død og ødelæggelse. Det er et ubehageligt faktum, og jeg synes, at det er godt – endog vigtigt – at vi har medier, som viser os det. Det budskab synes jeg, er filmens allersstørste force. Også filmens meget vellykkede lydside er med til at skabe illusionen om, at plottet er spændende, med musik og ambiance, som hele tiden er opbyggende, stressende og uhyggeligt. Meget flot teknisk arbejde.

En blandet bolsjepose, men der var trods alt nogle rigtigt gode og søde kokkekonger af Danmark bolsjer iblandt de der ulækre brune salmiakbolsjer, som altid ødelægger det for de andre.

Jeg giver "Danmarks Sønner":

4 ud af 6 stjerner