RRR

Nogle gange sætter jeg mig ned og ser en film med en forventning om, hvad jeg går ind til. Nogle gange har jeg ret, og andre gange tager jeg grueligt fejl. Denne gang tog jeg ikke bare fejl, men jeg måtte også æde mine fordomme om indisk filmproduktion til morgenmad. Jeg havde en forventning om, at RRR var en film, som mest af alt bestod af over the top action og dansescener, med en kulturel vinkel historiemæssigt, som min lille vestlige hjerne ikke ville kunne forstå, men i stedet fik jeg en medrivende, episk og til tider endda rørende historie – med en masse over the top action og dansescener.

RRR skildrer en tid, hvor Indien var underlagt en grusom britisk besættelsesmagt, og hvor enhver modstand blev slået ned med hård hånd. Efter verdens mest unødvendige disclaimer om, at filmens handling er fiktion, får vi filmens ret korte og meget ubehagelige indledning, hvor vi ser, hvordan de rige britter ser på det indiske folk som varer, man kan købe for en slik, idet en lille pige mod hendes forældres vilje bliver købt til at sidde og lave bodypaint på det finere borgerlige selskab. Det foranleder hendes bror (i overført betydning?) Bheem, spillet af N.T. Rama Rao Jr., til at indgå en kompromisløs jagt gennem Indien for at få hende tilbage. Vi introduceres også til filmens hovedskurk Scott Buxton, spillet med dejlig ond nastiness af den nyligt afdøde Ray Stevenson.

Samtidig med dette ser vi, hvordan soldaten Raju, spillet af Ram Charan, nådesløst vil gøre alt for at stige i rang hos det britiske militær/politi – noget vi senere finder ud af er for et større mål. Han får til opgave at finde Bheem og anholde ham eller slå ham ihjel. Dette medfører selvfølgelig, at de to mødes, dog uden at vide, hvem de hver især er.

Det setup synes jeg virkelig kan noget. Det giver anledning til broderlig mandekærlighed, hjerteknusende forræderi og selvfølgelig forsoning. Jeg synes, at både Bheem og i særdeleshed Raju har en forrygende karakterark, især sidstnævnte, som har en meget gribende baggrundshistorie, som vi som seere ikke kender til, da den vises i filmen midtvejs, og fuldstændig vender plot og forventninger på hovedet.

Filmens actionscener fik mig flere gange til at grine spontant og klappe mig selv på lårene. Af højdepunkter kan der nævnes en jungledyre-assisteret invasion af et britisk slot og naturligvis den fantastiske kamp i filmens klimaks, hvor de primære våben var bue og pil samt motorcykel.

Filmen kan dog også andet end action, og det var forfriskende at se en film, som ikke er bange for at vise decideret kærlighed blandt mænd. Ikke på en seksuel måde, men som en dyb venskabelig forbindelse mellem to mænd. Noget, som gik op for mig, at jeg savner i vestlige film.

RRR er dog ikke en perfekt film – selvom jeg måske får det til at lyde sådan. Der var momenter i filmen, hvor tempoet dykkede til fordel for melodrama, og det kunne trække tempoet ned. Det kunne virke som fyld, blot for at få filmen op på de 3 timers spilletid, som filmen havde. Jeg synes dog, at det var småt med dette, og det fremgik primært i filmens første akt.

Visuelt og auditivt er RRR en rigtigt flot film med fantastisk storslået musik. Der bliver brugt en del CGI, som overordnet set er flot, men med et par lidt janky momenter her og der. Jeg giver dog filmen et pass her, fordi rigtig meget CGI er brugt til at skabe filmens dyr, så dyr ikke lider unødig overlast. Filmen er i øvrigt den dyreste indiske produktion nogensinde, med et budget på 72 millioner USD.

Overordnet set er jeg virkelig glad for denne film. Jeg vil ikke sige, at den rørte mig, men den var ekstremt underholdende hele vejen igennem, og jeg skal helt klart se andre film af S. S. Rajamouli i fremtiden.