Road to Perdition

Det er sommer, det er sol, og det er tid til et nyt tema for os riddere, og denne gang er vi havnet i en omgang grafiske noveller, som er blevet så grafiske, at de er blevet til ægte levende film! Første skud på stammen er Road to Perdition. Vi taler Tom Hanks, vi taler Daniel Craig, vi taler Jude Law, og vi taler en gammel mand, som jeg tror man burde kende mere til! Road to Perdition er en film, hvor Tom Hanks skal finde vejen til Perdition, både bogstaveligt og metaforisk set, og det er en meget lang vej for en gangster, der bare gerne vil passe på sit barn… og have hævn!

Road to Perdition er noget så specielt som en gangsterfilm med Tom Hanks i hovedrollen, indspillet i en tid, hvor Tom Hanks var på højden af sin karriere. God og loyal som en hund bliver han, i rollen som Michael Sullivan, ganske ufortjent til offer for et karaktermord af format, da hans søn, som også hedder Michael, en dag ikke kan håndtere sin nysgerrighed mere. Han MÅ bare finde ud af, hvad hans far laver, og det resulterer i, at han bevidner en ordentlig omgang vold, og det er selvfølgelig ikke så heldigt, når det skulle være en hemmelighed. Den meget unge Daniel Craig ser ingen anden mulighed end at slå Sullivans kone og andet barn ihjel samt ansætte verdens mest fjollede lejemorder på at eliminere de to Michaels.

Det viser sig dog ikke at være så nemt som først antaget, for Michael flytter sig rundt i landet, mens han røver bank efter bank i et forsøg på at stoppe Daniel Craigs far… På en eller anden måde forstår jeg ikke helt hvordan. Men det er også ligemeget.

For essensen i Road to Perdition er ikke så meget den historie, som det er en historie om en far, som vil gøre alt for, at hans søn ikke skal havne som ham. Der er flere far-og-søn-forhold undervejs i filmen (Connor og John, Michael og John, Michael og Michael), og de har alle meget forskellige dynamikker. John elsker Connor, men han respekterer ham ikke. John både elsker og respekterer Michael. Michael elsker Michael, men han frygter, at han trækker sit eget liv ned over ham, og derfor har han en afstand til ham. Han synes, at han minder for meget om sig selv.

Filmen sætter de her relationer op imod hinanden for at vise, hvordan faderkærlighed kan være både skæbnebestemmende og destruktiv – afhængigt af om den er bundet af blod, respekt eller ansvar. John Rooney kan ikke give slip på sin biologiske søn, selv om han godt ved, at Connor er en trussel mod hele hans imperium. Det bliver hans endeligt. Omvendt er det Michael Sullivans erkendelse – at hans søn ikke behøver at ende som ham – der driver ham til at bryde mønstret. I sidste ende dør både John og Michael. Connor får intet ud af Johns død (han er faktisk selv død), men Michael dør for Michael, så han ikke skal ende som ham.

Jeg synes, at det er klart og tydeligt, hvad den her film vil, og jeg synes, at den formår at overbevise mig om budskabet. Jeg synes dog, at der er lidt slinger i valsen undervejs. Jeg starter med at være sådan lidt "meh", så bliver jeg vældig begejstret, så bliver jeg sådan lidt "wtf", og så ender jeg egentlig positivt nok. Filmen er rigtig flot og har et stærkt anslag, men jeg synes, at der går lige lovligt meget 00er-Tom-Hanks i den, når man ser to gange Michael som en anden omgang Bonnie og Clyde toure landet rundt og røve banker til whimsical musik, mens de bliver jagtet af den Jude Law, der lige så godt kunne være taget ud af en Looney Tunes-film.

Road to Perdition er dog ingenlunde en dårlig film. Den er underholdende og flot, der er noget godt skuespil i den, og på en eller anden måde kan jeg rigtigt godt lide Tom Hanks' film fra den tid. Jeg er nysgerrig på at læse oplægget, og det må være ros nok i sig selv.

Jeg sniger mig liiiige nøjagtigt op på:

4 ud af 6 stjerner