Rififi

Sidste Heist-film i denne omgang, og nu skal vi en tur til Frankrig. Nærmere bestemt skal vi til Frankrig i gamle dage i heist-klassikeren Rififi fra 1955.

Rififi er på mange måder en sjov størrelse at se i 2026. Den er synligt gammel. Meget gammel. Og den virker også gammel – den har lange, overtrukne sekvenser uden særlig meget fremdrift, så for eksempel et utroligt langt sing-and-dance-nummer blandet med skyggespil i filmens begyndelse. Den er meget dateret i sit sprog og i sin fremtoning. Men alligevel føles den underligt moderne i sin udførelse. Den er struktureret meget som moderne heist- og kriminalfilm, hvor man følger en planlægning og en udførelse af et kup, og den er knivskarpt opdelt i 3 næsten lige lange akter. Først får vi præsenteret persongalleriet og pitch'et for kuppet og dets planlægning, så udføres kuppet, og endeligt får vi konsekvenserne af det. Jeg tænkte flere gange i løbet af filmen at der var noget lidt Olsen Banden-agtigt over det hele.

Men modsat Olsen Banden, og utroligt mange andre moderne heist-film, har Rififi ikke en snert af humor eller glimt i øjet. Den er død alvorlig fra start til slut. Tony er en hårdkogt, firkåret mand som ikke er bleg for hverken vold, afpresning eller sågar mord. Man tror virkelig på at den her mand er bundkriminel. Og det synes jeg er forfriskende.

Det filmen er mest kendt for, er uden tvivl den næsten 30 minutter lange indbrudscene, som foregår i totalt stilhed. Den er blevet kaldt så realistisk at filmen er blevet forbudt i nogle lande, og jeg må ærligt talt indrømme at jeg ikke helt forstår hvorfor. Altså hvorfor den bliver betegnet som så realistisk. Planen går i høj grad ud på at begå et hjemmerøveri og håbe på at dem som bor der holder kæft i timevis, mens de hakker sig igennem gulvet med en lille bitte mejsel. Jeg var ved at få min Pepsi Max galt i halsen, da de så fiskede en paraply frem for i bedste MacGyver-stil at fange alt det støv der kommer fra hullet. Minus selvfølgelig det de selv lige havde smidt ned igennem hullet af en eller anden årsag. Herefter brugte de så igen timevis på at skære igennem et pengeskab med en lille passer, så de kunne løbe med de kostbare juveler.

Jeg synes at scenen var super fed, omend meget lang og en smule søvndyssende, men realistisk?

Filmen bevæger sig herefter ind i tredje akt, og røveriet skal naturligvis have konsekvenser. Det er desværre også her filmen taber mig. Karakterer vi perifert har stiftet bekendtskab med bliver pludseligt meget vigtige. Der bliver præsenteret et barn som skal reddes. Indbrudskammeraterne bliver likvideret én efter én. Det slår en god krølle på historien og på moralen, men jeg var ikke med. Måske var det fordi jeg var for træt til at være fuldt investeret i filmen, måske var det fordi filmen var både gammel og på et sprog jeg ikke forstår, men jeg havde ingen emotionel forbindelse til nogen af karaktererne. Jeg var i bund og grund ligeglade med dem, og nogle af dem var jeg også en smule i tvivl om hvem der var. Det var ærgerligt, for jeg føler lidt at jeg overser noget. Noget som gør den her film så fantastisk i manges øjne, selvom man ser bort fra røveri-scenen.

Rififi er på ingen måder en dårlig film. Den er ambitiøs, godt struktureret og meget forud for sin tid, tænker jeg. Jeg kunne bare ikke forene mig med filmen på et emotionelt plan, og det er ikke filmens skyld.