Poor Things

En gal og genial videnskabsmand med et vansiret ansigt og et galoperende gudekompleks får en genial idé, da han en dag støder på liget af en kvinde, der på tragisk vis har valgt at tage sig af dage. Kvinden er nemlig gravid, og så nyligt bortgået at babyen stadig lever i hendes livmoder. Der er kun én åbenlys ting at gøre for en videnskabsmand, nemlig at tage babyen ud og prøve at operere hjernen på den ind i moderens krop for at se, om hun på den måde kan leve videre som en slags blanding af et surrogat barn og et levende eksperiment.

Det vanvittige setup er startskuddet på en lige så vanvittig film, der fortæller en gribende og hysterisk morsom fortælling om frigørelse fra undertrykkelse og feminisme i Yorgos Lanthimos' "Poor Things", baseret på romanen af samme navn skrevet af Alasdair Gray fra 1992.

Overordnet kan "Poor Things" ses som en parafrase på den klassiske historie om Frankensteins monster, hvor Emma Stone i skikkelsen af Bella Baxter giver monsteret og Willem Dafoe som den vanvittige Dr. Frankenstein. Ligesom monsteret i "Frankensteins Monster" begiver Bella sig ud på en dannelsesrejse, som former hende til at blive et helt og selvstændigt individ ved filmens udgang. Ligesom monsteret i "Frankensteins Monster" lærer Bella om verden i kraft af mennesker, hun møder på sin vej. Ulig "Frankensteins Monster" er Bella dog ikke et stort og klamt monster, der er syet sammen af ligdele, men en smuk kvinde, hvis krop er i sin bedste alder, men hvis hjerne (til at starte på) ikke følger med. Det betyder, at hun er et let offer for en række mænd, som ønsker at udnytte hende på forskellige måder.

Først udnyttes hun af sin skaber/farfigur, som slet og ret lærer hende, at han hedder Gud. Han har skabt hende af egoistiske formål. Ikke sådan seksuelle formål, men for at have en familiær relation, som egentlig er hans ejendom. Dernæst udnyttes hun af Max, som af en eller anden virkelig bizarr grund forelsker sig i Bella og vil gifte sig med hende. Max har egentlig hjertet på det rette sted og ønsker at beskytte Bella, men han ser ikke rigtig på hende som ligeværdig. Endelig udnyttes hun af Duncan, som egentlig bare gerne vil have sex med hende og forklare hende, hvor fantastisk han er (mest af alt til sex, noget som Bella faktisk giver ham ret i).

Bella lader sig dog ikke udnytte, og som filmen skrider frem, bryder hun med dem alle sammen for at forfølge sine lyster, til stor ærgelse for de forskellige mænd. Som et barn i en voksen kvindes krop er Bella nemlig primært styret af sine lyster, som i meget høj grad er seksuelle. Filmen kulminerer i en scene, hvor Bella står over for at skulle redde sin Gud eller få hævn over sin tidligere mand, som er lidt af en d-bag, og som den selvstændige, helstøbte kvinde hun er, vælger hun naturligvis sidstnævnte.

En film som denne er mere båret af sine scener end af sit plot.

Visuelt er "Poor Things" meget imponerende. Den er skudt med mærkelige kameravinkler fra start til slut, med fantastiske sæt- og kostumedesigns, bizarre og interessante makeup og sprudlende morsomt karakterer. Den smukke ramme bliver fuldført med bravour af filmens store roller. Meget er sagt om Emma Stone i denne film, og hun er exceptionel! Hun er for mig at se en af de bedste skuespillere lige nu i Hollywood. Jeg elsker hende i alt, hvad hun er med i. Hun formår at få mig til at grine, føle empati, foragt og endda sørgmodighed i løbet af hele filmens måske en anelse for lange spilletid. Willem Dafoe gider jeg ikke engang snakke om. Han er jo Mr. Bizarro himself og forstår at gøre enhver rolle mere eller mindre vanvittig og dragene. Jeg er dog nødt til at fremhæve særligt én præstation her – Mark Ruffalo.

Jeg kryber til korset. Jeg kaster mig i mudderet og vrider mig nøgen igennem sølet. Jeg har altid foragtet Mark Ruffalo! Jeg har altid syntes, at han var irriterende og skabagtig, men i denne film fik han mig til at tude af grin flere gange. Hold kæft, den mand har komisk timing, når han vil! Jeg har sjældent set en SÅ slimet, ulækker, klam stodder af en karakter, som virkelig smager sig selv. Jeg ELSKEDE at se ham gå i hundene, som filmen skred frem.

Jeg kunne godt lide denne film. Den talte til min humor, og jeg var vild med det visuelle. Der er dog elementer af filmen, der holder den fra at være helt oppe og kilde min Kubrick-diller. Jeg synes, at filmen var lidt for lang. Jeg kan ikke helt fortælle, hvad der skulle have været skåret væk. Måske skulle filmens slutning have været anderledes, måske skulle filmens båtscene have været kortere. Jeg ved det ikke helt. Men de sidste 15 min. kiggede jeg lidt på mit ur – indrømmet. Jeg synes også, at der var rigeligt fokus på den seksuelle frigørelse i forhold til filmens øvrige plot, som jeg syntes var lige så spændende. Det trækker desværre filmen én stjerne ned.

5 ud af 6 stjerner