Persepolis

Som forberedelse til at se denne film købte jeg det samlede Persepolis-værk som tegneserie og læste det. Jeg læste det i 2 bidder, part 1 og derefter part 2, og jeg blev beriget af at have læst et af de mest øjenåbnende, smukke, morsomme og rørende værker, jeg har læst inden for tegneserie-genren. Persepolis er en autobiografisk fortælling om pigen Marji, som vokser op lige før og efter den islamiske revolution i Iran i 1979. Ud over at være en glimrende forenklet introduktion til vestlige læsere om Irans historie (noget som i hvert fald jeg er blevet undervist alt for lidt i), er det en fortælling om en ung piges opvækst og møde med et skift i den verden, hun kommer fra. Flere gange.

Marji oplever først at blive revet ud af det vestligt tænkende Iran, hun er født ind i, og bliver placeret i et autoritært teokrati. Herefter oplever hun at blive revet ud af sit mellemøstlige ophav og blive placeret i et 1980'ernes punk-fyldt Centraleuropa. Endelig bliver hun også revet fra det og placeret i et traditionelt ægteskab tilbage i Iran. Undervejs har hun flygtige bekendtskaber i form af vennegrupper, som kommer og går, og familiemedlemmer og venner, der pludseligt og brutalt bliver revet fra hende.

Det er klart, at det kan bringe selv den mest hårdtgrillede chellow kebab til dyb personlig splittelse, og det er præcis, hvad der sker for Marji. Marji føler sig ikke som en iraner, og hun føler sig ikke som en vesterlænding. Persepolis handler om at navigere i en verden, hvor man ikke hører hjemme, og finde en retning som den, der skiller sig ud, fortalt med en kæmpe portion humor på en meget ærlig og uprætentiøs måde. Jeg vil kraftigt anbefale alle at læse Persepolis på et tidspunkt i sit liv.

Det er med den læseoplevelse i bagagen, jeg så filmatiseringen, og det gør også, at filmens valg står meget tydeligt frem.

I 2007 skrev og instruerede Marjane Satrapi en animeret filmatisering af Persepolis, og det er jo egentlig det, denne anmeldelse handler om. Persepolis-filmatiseringen høstede et hav af priser og blev blandt andet nomineret til en Oscar for bedste animerede film, som den dog tabte til Ratatouille.

Jeg lægger først mærke til den grafiske stil, som er virkelig flot og stilistisk meget i tråd med tegneserien, dog med sin egen lidt mere rensede streg. Der bliver leget meget med animationerne, og filmen er ikke bleg for at skifte animations- og musikstil som virkemiddel. Det gælder blandt andet når der fortælles om Irans historie, eller når en bestemt person skal portrætteres på en bestemt måde.

Det er klart, at en bog, der tager 6-8 timer at læse, ikke kan genfortælles 1:1 i en film på halvanden time, så som enhver filmatisering af et litterært værk har filmskaberne haft opgaven at finde en vinkel og tage med det, der er relevant. Der synes jeg desværre, at Persepolis-filmatiseringen har fokuseret meget på at vise Iran og fortælle den historie og mindre på at lade seeren lære Marji at kende mere intimt. En stor del af filmen foregår for eksempel i Iran, og hendes tid i Østrig fylder meget lidt, hvor det i tegneserien fylder næsten halvdelen af værket. Alle hendes forskellige boliger i Østrig, som former hendes vestlige side og som vi ser i fuldt flor i forlægget, bliver fortalt med én sætning i filmen: "Jeg boede her og der og der og der". Marjis mors besøg i Østrig, som er udslagsgivende for hendes ensomhed i tegneserien, er slet ikke med i filmen osv. Det må være fordi Satrapi har ment, at det var vigtigere at vise vestlige ignoranter nogle sandheder om Iran end at vise en historie om en ung pige, som vokser op. Det er fair – det var bare ikke det, jeg hovedsageligt fik ud af tegneserien. Jeg synes desværre, at det får filmen til at virke en smule overfladisk.

Persepolis-filmen er måske ikke helt det mesterværk, som tegneserien var, men det er på ingen måde en dårlig film. Jeg vil stadig anbefale alle, som er nysgerrige, at se den. Det er et værk, som har fået meget international opmærksomhed på det seneste, både på grund af USA's krig mod Iran, og senest på grund af Satrapis tragiske, pludselige, alt for tidlige død for blot en måneds tid siden i en alder af kun 56 år.

Som film er den smuk, vigtig og seværdig, men som portræt af Marji føles den for komprimeret til virkelig at ramme samme dybde som forlægget.