Perfect Days

I Perfect Days følger vi Hirayama (Kôji Yakusho), som lever et simpelt liv i Tokyo. Hver morgen står han op ved daggry. Herefter vander han sine planter, børster sine tænder og trækker i arbejdstøjet. På vej til arbejde udvælger han et stykke musik blandt hans samling af gamle kassettebånd og lytter til det. Hans arbejde går ud på at vaske offentlige toiletter, og han tager en stor ære i at gøre det ordentligt. Til middag sætter han sig på en bænk under et træ, og mens han spiser sin mad tager han med sit gamle Olympus-kamera et billede af kronen på det træ, han sidder under. Efter arbejde vasker han sig på det lokale badehus og tager i byen og drikker en enkelt øl, inden han tager hjem og går til ro.

Perfect Days skildrer på kompromisløs vis livets ensformighed og forsøger at minde os om at leve i nuet og finde glæde i de små ting.

Filmen gør en dyd ud af at vise os så meget af Hirayamas hverdag som det kan forsvares. Vi er hos ham fra filmens start til filmens slutning, og vi er med ham på arbejde, i byen og sågar i bad. Hirayama er ikke ligefrem den mest chatty person, så en stor del af filmen foregår i umiddelbar stilhed, men badet i Tokyos lydbillede. Undervejs i filmen er man, hvis man tillader det, i risiko for at blive absorberet af Tokyos unikke kvaliteter og det tilfredsstillende ved manuelt arbejde, som bliver gjort ordentligt.

Japanerne har et udtryk, som de kalder "komorebi". Komorebi kan oversættes til "sollys mellem træerne" og er lidt en fornemmelse og et begreb, som ikke rigtig kan oversættes korrekt. Nogle gange kan man opleve, at sollyset står direkte ned på trækronerne, og der bliver dannet et smukt og unikt spil af lys og skygger på jorden. Sådan nogle øjeblikke af komorebi, små øjeblikke hvor tilfældighederne skaber skønhed. I Perfect Days er det, hvad Hirayama lever efter, eksemplificeret meget direkte af billeder af skyggespil under træer. Han lever i nuet, eller han prøver i hvert fald på det, og han forsøger at få noget positivt ud af selv de triste øjeblikke.

Selvom Hirayamas liv er trivielt, betyder det ikke, at der altid sker det samme. Vi ser Hirayama hjælpe et barn i parken med at finde sin mor, som dog lige kvitterer med at minde ham om, hvad nogle mennesker i virkeligheden synes om mennesker, der lever af at gøre rent på toiletter. Undervejs i filmen bliver Hirayama opsøgt af sin niece, som er løbet hjemmefra, og i stedet for at krydsforhøre hende har de et par hyggelige dage sammen, inden hendes mor bliver tilkaldt. Hun kvitterer dog også lige med at minde ham om, hvad nogle mennesker i virkeligheden synes om mennesker, der lever af at gøre rent på toiletter.

Selv da Hirayama står ansigt til ansigt med en mand, som er hårdt angrebet af kræft, formår han at vende den triste situation til et sjovt minde. Hirayama formår også at påvirke andre, som lader ham gøre det. Det ser vi, da han på en kort biltur introducerer hans unge kollegas veninde Aya for kassettebånd og for Patti Smiths musik. I en kort scene ser vi efterfølgende, hvordan hun opsøger Hirayama for at give udtryk for hendes taknemmelighed. Selvom de måske aldrig vil møde hinanden igen, vil Patti Smiths musik for evigt minde Aya om Hirayama.

Perfect Days er en film, som minder os om at sætte farten ned og leve i nuet. Det er en kommentar på og en kritik af hverdagens stress og jag, hvor det ypperste, man kan opnå, er at have travlt. Den minder os om at lægge telefonen fra os og nyde de mundane ting i livet, hvad enten det er trivielt arbejde, dejlig musik, menneskene omkring os eller naturen.

Jeg værdsætter til fulde det budskab, filmen har. Det har på en måde været en transcenderende film for mig, forstået på den måde, at jeg har tænkt meget over dens budskab de seneste dage. Det er sundt lige at blive mindet om, at ja – hverdagens trummerum er ensformigt. Men hvis man ikke finder nydelse i ensformigheden, så vælter dagene sammen, og man står tilbage med så mange glemte dage.

Rent filmisk ville jeg dog ønske, at jeg bedre kunne lide den. Selvom jeg er betaget af Perfect Days' budskab, så vil jeg tilstå, at jeg ikke var underholdt af den. Jeg er med på, at filmens længde på en måde understøtter filmens budskab, men ærligt: jeg følte lidt, at jeg sad og så en meget lang YouTube-film om en mand, der går på arbejde. Min første tanke, da filmen var slut, var, at det her da var den kedeligste film, jeg har set siden Stalker. I retrospekt har Perfect Days groet på mig, men det er mere tankerne bag, som er groet på mig. Det er lidt som at have læst et filosofisk værk. Det er muligt at få meget ud af det, selvom det er røvkedeligt at læse. Da vi ikke anmelder filosofi, må jeg vurdere filmen ud fra dens filmiske værd inden for mine egne filmiske præferencer, og der ligger den desværre langt fra. Jeg vil dog gerne honorere Perfect Days med en ekstra stjerne for at få mig til at tænke.

Jeg giver Perfect Days:

3 ud af 6 stjerner