Perfect Blue

Satoshi Kons Perfect Blue er sådan en film, der ofte er dukket op på min radar igennem årene. Den bliver ofte nævnt som en must-watch seinen-anime film, som ikke er for de sarte sjæle. En film som med din hjerne i en sådan grad, at man bliver helt rundt på gulvet. En af de helt store anime kultfilm, i hvert fald her i vesten. Jeg fik desværre aldrig set Perfect Blue i mine mere påvirkelige teenage år, for jeg er sikker på at det ville have været en hovedsprængende oplevelse for mig. Sådan en film jeg rigtigt ville gå ind og nørde på forskellige fora, og som jeg ville forpeste min omverden med i hver anden sætning i et par måneder. Ah ja, den ungdom. Der skulle ikke det store til dengang.

Nu har jeg set den som 36-årig, og jeg kan i hvert fald sige 2 ting. Man BLIVER helt rundt på gulvet ved denne films udgang, og det er måske den mest mindfuckede film der starter med et Power Rangers nummer jeg nogensinde har set.

Perfect Blue er først og fremmest en psykologisk thriller om pigen Mima, som efter en succesfuld karriere som popstjerne vil prøve at pivote mere over i filmens verden, for derigennem at blive knækket af omverdenens forventninger til hende, hendes kunst og kampen mod én eller flere vanvittige stalkere. Men Perfect Blue er også et mordmysterie, en surreal gyserfilm og en social kommentar om 1990'ernes idoldyrkelse i Japan. Mest af alt er det bare et kæmpestort mindfuck, som hele tiden leger med seeren. Mima mister begrebet om hvad der er virkelighed, drømme og fiktion, og vi som seere gør det samme. Efter filmens halvvejspunkt sidder vi hele tiden og ved ikke om det vi ser er virkeligt, Mimas fantasi, en tv-serie der bliver optaget eller noget helt tredje. Filmen formår at gøre det på en effektiv og unik måde, og det er helt klart filmens store force.

Derudover er filmens æstetik også noget der tiltaler mig meget. Den ligner de fleste andre mellembudgetterede anime film fra 1990'erne, og det er en stil som tager mig tilbage til nogle gode minder. Det er en grafisk stil som blev brugt til mange forskellige genrer og medier, og det giver naturligvis mening, for den bringer en autenticitet til bordet som moderne anime ikke formår i samme grad. Man kan nærmest fornemme hvordan det var at leve og ånde i de japanske storbyer i den tid, hvor samfundets kontraster var enorme.

Perfect Blue er en ret kort film, og det tror jeg er godt, for selv med sin begrænsede spilletid bliver der brugt for meget tid på opbygningen og for lidt tid på alt det sjove psykologiske spil. Jeg kunne godt have tænkt mig at filmen enten gik lidt mere til kødet og lidt hurtigere, eller at den simpelthen bare var endnu længere og trak det psykologiske mareridt i langdrag som en animeversion af en David Lynch film. Jeg forstår godt Perfect Blues status som en kultfilm, for der findes ikke mange andre film som den, og jeg tror at den er sjov at se flere gange, hvor jeg er sikker på at man opfanger flere små detaljer i Mimas historie.