Parasite

I 2019 startede der en kæmpe buzz i filmnørdernes verden. Alle skulle pludselig se sydkoreanske film. Alle anmeldere der var noget havde travlt med at fortælle om, hvordan de altid havde elsket sydkoreansk filmkunst, der begyndte at poppe sydkoreanske serier op på Netflix, og K-Pop blev pludselig noget de unge gik og snakkede om (og ikke længere kun mig!). Jeg tror ikke mindst at det skyldes den rutinerede filminstruktør Bong Joon-Ho's mesterlige thriller Parasite.

Parasite formåede at gøre det, som få ikke engelsksprogede film formår at gøre, og opnåede gigantisk kritisk og kommerciel succes. Den vandt alle priser den kunne komme i nærheden af, fra Den Gyldne Palme til Akademiets bedste film. Men var det fortjent?... Sjældent har noget været mere fortjent!

Parasite er et mesterværk. Den skildrer på gribende vis de ekstreme klasseforskellighedsforskelle der er i Sydkorea. Vi følger en familie som overlever ved at lave småjobs, som giver dem kummerlig mamon fra dag til dag. Penge, som de drikker op i fællesskab, mens de snakker om, hvordan de skal skaffe den næste mønt.

En ven af familien skaber en mulighed for at familiens søn Ki-Woo (spillet af Choi Woo-Sik) kan bedragebedrager sig til et job som engelsklærer for en velhavende families ældste datter og giver i samme omgang en sten til Ki-Woo, som skal skaffe ham rigdom og lykke. Det lykkes, og snart igangsætter Ki-Woo og hans familie et korstog for at få husets ansatte skiftet ud med dem selv, i bedste familien Gyldenkål stil.

Trods filmens meget grøn og dunkel farvegrading, som sætter den helt rigtige stemning, starter filmen ud med en let og humoristisk tone. Vi ser, hvordan de ansatte i huset skiftes ud med vores hovedpersoner, og vi trækker måske lidt på smilebåndet. Undervejs bliver skellene mellem de rige og de fattige dog mere og mere tydelig, og tonen bliver mere trykkende. Vi ser, hvordan husets velhavende ejere rynker på næsen af den mindste mislykkethed. Vi ser, hvordan en monsun, som ødelægger livet for tusindvis af mennesker, giver anledning til at de rige kan holde en fest, for nu er luften jo ren, og vi begynder at forstå, hvorfor der overhovedet ingen sympati er mellem vores hovedpersoner og deres arbejdsgiver. De lever nærmest i to paralleltsamfund, hvor de hele tiden bare udnytter hinanden.

Da den tidligere husjomfru kommer på uanmeldt besøg i huset, tager filmen en voldsom drejning, og kulminationen er en voldsom, skræmmende og brutal voldsepisode, hvor flere hovedpersoner ender med at blive slået ihjel. Og lykketenen? Ja, den endte jo med at bringe lykke og velstand til familien, men endte samtidig med at være tæt på at smadre kraniet på dens ejer. Tag det med af det, som I vil.

Parasite er et mesterværk i socialrealistisk fortællerkunst. Den er utroligt flot, perfekt pacet og smukt filmet. Den er sjov, nervepirrende og skræmmende på samme tid, og jeg giver den 6 ud af 6 stjerner.