Palm Springs

Så blev det tid til løkke nummer 2 på vores tids-sløjfe, og denne gang kaster vi os over den amerikanske romantiske komedie/timeloop-film Palm Springs, som drister sig til at spørge os: Hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage at leve i?... som bare vender tilbage igen og igen og igen.

Palm Springs starter ud med at vi er inviteret med til et bryllup, hvor vi følger Nyles (Andy Samberg), som er med som gæst. Nyles har en meget afslappet og nærmest indøvet tilgang til brylluppet, og det virker på os, som om han næsten ved, hvad der kommer til at ske. Han finder hurtigt frem til brudens søster Sarah (Christin Milioti), som han egentlig svinger ret godt med. Da de beslutter sig for at ditche brylluppet for at lave lidt sød kærlighedssovs, bliver Nyles pludseligt ramt af en pil og flygter sammen med Sarah ind i en grotte, som på mystisk vis trækker dem ind og genstarter dagen. Bang, nu er Sarah fanget i en tidssløjfe sammen med Nyles, som for øvrigt har været fanget i tidssløjfen i, hvad vi må antage at være årevis.

Det er anslaget til filmen, og det lyder jo unægtelig lidt som noget, vi har hørt før i en del andre film. Der hvor jeg alligevel synes, at Palm Springs er en smule anderledes, er i, at hovedpersonerne ikke med det samme prøver at finde ud af, hvordan i alverden de kommer ud af sløjfen, men i stedet ret hurtigt begynder på det, som vi nok alle sammen tænker, at vi ville gøre - bare whatever the fuck man har lyst til. Og det er med tryk på fuck, for særligt Andy er lidt af en romantiker. Og med romantiker mener jeg, at han har bollet med alt, som har en puls til det fest, værende brudepiger, mandlige og kvindelige tjenere, bruden og måske/måske ikke brudens far. Sarah er ikke meget bedre, idet hun giver den gas med alkohol, svampe og masser af tissemandstattoveringer - og mon ikke også hun hopper i kanen med en enkelt eller to.

Først da det går op for Sarah, at også hun har været offer for Nyles' tidsgrooming, er det, som om det går op for hende, at hun er nødt til at forlade sløjfen på den ene eller den anden måde.

Og ja, det er faktisk dér, hvor Palm Springs får lidt mere tyngde end blot at være en fjollet tidskomedie. For under al drukkenskab, sex og slow-motion-dansescener gemmer der sig jo en ret interessant lille eksistentialistisk kerne: hvad vil det sige at være fanget - ikke kun i tiden, men også i sine egne dårlige mønstre? De evige gentagelser viser os de to hovedpersoners mest basale lyster. Sarah indser, at et liv uden ansvar og konsekvens er et tomt liv, og jeg synes, at filmen løfter sig lidt her.

JK Simmons' karakter, Roy, er for mig noget af et højdepunkt, selvom han desværre får for lidt skærmtid. Hans vrede, hævntørst og efterfølgende accept af situationen er både morsom og rørende og fungerer som en perfekt modpol til Nyles' mere dvaske facon. Jeg kunne godt have ønsket, at filmen havde givet os mere tid med ham - det ville helt sikkert have givet et stærkere emotionelt payoff. Faktisk kunne jeg sagtens forestille mig at se hele filmen fra hans synspunkt: ham gå rundt derhjemme, og så bare en gang imellem vælge at tage til brylluppet for at dræbe Nyles igen på fantasifuld vis.

Samberg og Milioti er til gengæld et ret charmerende makkerpar. De har god kemi, og det er nok grunden til, at filmen fungerer så godt, som den gør. For selvom vi har set "fanget-i-tiden"-idéen mange gange før, bliver den her serveret med god energi, masser af humor og noget på hjerte.

Det er naturligvis ikke en tidsfilm uden de obligatoriske plothulller! Palm Springs er ikke nogen undtagelse, og jeg nævner i flæng:

• Hvis geden forsvinder, da den bliver sprunget ud af tidssløjfen, hvorfor forsvinder Nyles så ikke til sidst?
• Hvad sker der egentlig med alle de andre gæster, når dagen slutter – opstår der bare uendelige paralleluniverser?
• Hvorfor gik Samberg ind i grotten i første omgang?
• Hvorfor holder de sig ikke bare vågne til næste eftermiddag og slipper for alle gentagelserne?
• Måske har I flere?

Alt i alt: Palm Springs er måske ikke en ny klassiker i timeloop-genren, men det er en underholdende, relativt klog og upræteniiøs film. Jeg havde det sjovt, jeg grinte flere gange. Men jeg savnede mere Roy, og måske også et par flere vilde idéer, nu hvor de alligevel kunne gøre alt uden konsekvenser.

Jeg giver Palm Springs:

4 ud af 6 stjerner