Ordet

Carl Th Dreyers Ordet er en film jeg på mange måder synes er svær at anmelde. Det er lidt en kunstfilm, og så alligevel ikke helt. Det er en film der rører mig, men det er også en film med et tema som jeg dybest set synes er noget pjat. Først og fremmest er det en meget gammel film, og skal den så bedømmes ud fra sin samtid, eller skal den bedømmes ud fra nutidens filmstandarder?

Ordet er baseret på Kaj Munks skuespil "I begyndelsen var Ordet", kunne næsten lige så godt være en optagelse af et skuespil som det kunne være en film. Den er helt utroligt teatralsk i sit udtryk, hvor karaktererne står ved siden af hinanden og til tider nærmest staver sig igennem replikkerne med ansigtet ud imod publikum. Det tætteste jeg tror jeg har set på den her måde at lave film på er i Lars Von Triers Dogville, som lidt på samme måde var en slags småfilmsteater. Jeg ved ikke om det har været Carl Th Dreyers hensigt, men på mig virker det på en måde nærmest surrealistisk og det giver filmen noget kant.

Det ændrer dog ikke meget ved at filmen indledningsvis viser sin rolator. Jeg finder ikke megen glæde ved at se Morten og hans families interne urbane stridigheder om hvem der må giftes med hvem, og hvem der skal arve den fædrene gård. Filmen bruger meget lang tid, ja faktisk halvdelen af filmen, på at sømme nogle få ting fast:

Skuespillet i første halvdel af familien er egentlig som man forventer af en film fra 1956. Der tales rigsdansk, dog krydderet med lidt påtaget vestjydsk dialekt, og der tales meget højt og meget højtideligt. Der er dog en undtagelse her, og det er Preben Lerdorff Rye som i rollen som Johannes aka Jesus af Nazareth leverer en præstation som er så bizarr at den er dragende.

I anden halvdel af filmen opstår filmens egentlige handling. Ingers søns fødsel og hendes efterfølgende død varer ca. 30 minutter. Det er 30 minutter som løfter filmen op på et helt andet niveau, og jeg begynder at forstå filmens status som et klenodie i dansk filmkultur. Hvad der skulle have været en lykkelig begivenhed, udspiller sig til at blive et mareridt, nærmest i realtid.

Vi ser Morten og Mikkel prøve at holde modet oppe, men gå langsomt mere og mere i panik, alt imens Ingers datter fortæller at hun ved at mor skal dø i nat, men det er okay for Farbror vækker hende til live igen. Vi ser hvordan tabet af et lille barn ændrer sig fra at være noget tragisk til at blive en kæmpe lettelse, da det tyder på at Inger overlever. Vi ser hvordan lettelsen bliver til sorg igen, da de finder ud af at de ikke bare har mistet det lille barn, men også Inger.

På det her tidspunkt i filmen er jeg opslugt og meget følelsesmæssigt investeret. Jeg tror ikke at jeg har set så gode skuespillerpræstationer nogensinde i en film fra den her era. Særligt Henrik Malberg som Morten synes jeg stjal scenen.

Niveauet holder filmen ud, og da vi til Ingers begravelse bliver vidne til miraklet som udføres gennem barnets stærke tro, må Morten og Peter indse at deres interne kristne stridigheder er uendeligt ligegyldige overfor guds magt og kærlighed.

Jeg er ikke nogen religiøs person, og jeg bryder mig egentlig normalt ikke om pointere og moraler som har en religiøs hensigt. Det er også tilfældet i Ordet, men på en måde generer det mig ikke så meget. Moralen i filmen er måske nok religiøs i sit tema, men det kan også ses som karakterernes udvikling i forhold til livet. Filmens sidste sætning er den normalt tungsindige Mikkel som siger "Jeg har fundet din tro" til Inger. Er det den kristne tro han har fundet? Eller er det Ingers optimistiske og glade tro på livet?

Ordet er en film som vokser ved at man tænker over den. Grundet sit tema og sin alder har den ikke en moderne pacing, og den kan til tider være lidt træg og teatralsk. Dømt ud fra nutidens filmstandarder vil mange nok finde den lidt kedelig, mens andre ligesom jeg vil finde glæde i dens intensitet og styrke i anden halvdel. Det er dog en film man nærmest ikke kunne lave i dag, og jeg er glad for at have oplevet den.

Jeg giver Ordet:

5 ud af 6 stjerner