Oldboy

Alright - Vi er tilbage! Tilbage med dette sidste bud på en højoktan actionfilm for denne gang. Og denne gang er det en gammel film om en rigtig gammel dreng og jeg skal gøre mit allerbedste for ikke at lave én eneste Johnny Hefty og Jøden joke i den her anmeldelse!

Oldboy er en film jeg har stødt på i diverse filmfora og diskussioner i årevis, og den har altid været omtalt som lidt af en must-see, så det var med en vis forventning at jeg gik ind til den her film. På mange måder fik jeg en helt anden film end jeg havde forventet.

Det er en koreansk film fra 2003 instrueret af Park Chan-wook helt tilbage i det herrens år 2003, og jeg synes med det samme at man mærker den der old-timey stemning som slutningen af 90'erne og starten af 00'erne havde. Den der sådan lidt edge-lord agtige Fightclub-colorgrading. Man ser den og så ved man bare at man har med enhver prætentiøs teenagers våde drøm at gøre. Og hør her! Jeg har selv været der! Man kan faktisk nærmest sige at jeg stadig er der! Jeg kan sgu meget godt lide det her jam.

Oldboy er en lidt mærkelig film. Den har en virkelig stærk start, hvor vi ser Oh Dae-Su (Choi Min-Sik) give den gas som stiv pauseklovn i den lokale arrest. Han bliver bailet ud af en ven/familie, men BANG - pludseligt er han væk. Vi ser med det samme at han er taget til fange i et lille værelse, hvor han er dømt til at være der i 15 år. Uden en forklaring på hvem der har taget ham til fange eller hvorfor han er der. Helt ærligt lyder det som opsættet på en sindssygt fed voldsorgie à la John Wick. Hver gang jeg har læst om den her film har det også været udtrykt hvor voldelig den var og hvor klam og ubehagelig den var, så jeg sad egentlig der i sofaen med fire fingre i buksekanten og godtede mig lidt over at skulle se sådan en rigtig slå-hjernen-fra-film. Men det var overhovedet ikke det jeg fik.

I stedet fik jeg en film med et overraskende kompliceret plot om en mand der søger hævn, men som konstant er et skridt bagefter sin tilfangetager. En film der er lidt mærkeligt drømmende, lidt underligt skruet sammen og lidt besynderligt skrevet. En film hvor jeg flere gange måtte skrue et minut tilbage fordi jeg simpelthen ikke fattede hvad der skete. Jeg var helt ærligt lidt sur på filmen den første time, for jeg følte at jeg var lidt smådum, jeg følte ikke den gav mig det vold jeg forventede og jeg synes den virkede en lille smule pompøs og småprætentiøs.

Ikke at den ikke havde det visuelle med sig. Den havde mange flotte åbne shots. Her skal der særligt nævnes den lange opgangsslagskamp med det store one-take-tracking-shot. Den var bare besynderligt skruet sammen og fyldt med ting som ikke gav så meget mening.

Stemningen vendte sig dog for mig efter den første time, da puslespillet begynder at blive samlet. Jeg finder ud af at den er forvirrende by design. Vi får opklaret de ting som var mærkelige. En del af tingene giver stadig ikke specielt god mening når man tænker over det, men pyt nu med det. Vi forkæles nemlig med en afsluttende halv time som jeg simpelthen bare må både bukke og neje for. Det store reveal er rørende, kvalmende og tankevækkende. Ikke mindst den allersidste scene er vidunderligt tvetydig. Oh Dae-Su hypnotiseres igen, denne gang for at glemme det hele. Han har ingen tunge og kan ikke tale, der zoomes ind på hans ansigt som smiler et smil som på én og samme måde både er bittert, ulykkelig og lettet. Vi efterlades med tvivlen om hvorvidt hypnosen har virket eller ej.

Er Oldboy dermed en historie om hvor langt man vil gå for at flygte fra sandheden og fortsætte sit liv i synd, eller er det en historie om at Oh Dae-Su aldrig vil blive fri da han nu igen er fængslet, blot i sit eget sind? Og så stiller filmen selvfølgeligt flere gange spørgsmålet: Selv om jeg ikke er bedre end et uhyre, har jeg så ikke ret til at leve?

Oldboy er en film der voksede på mig mens jeg så den, og som er blevet hos mig. Det er sjældent at jeg går fra at tænke fire stjerner, til at tænke to stjerner og så til at lande på:

5 ud af 6 stjerner