Nimona

Jeg valgte at vi skulle se Nimona, fordi jeg faldt over den og syntes at det kunne være sjovt at se noget, jeg intet vidste om. Jeg faldt lidt for den grafiske stil i previewet, som mindede mig lidt om en anden animeret Netflix-serie, Arcane, som jeg elsker meget højt og som jeg synes er noget af det smukkeste animation jeg nogensinde har set. Ligheden med Arcane slutter dog ved det celshadede look.

Nimona er en animeret actionkomedie som udspiller sig i et semi-realistisk futuristisk blade-runner-agtigt storbysamfund, hvor svævende biler og riddere med rustning og sværd giver en sjov kontrast. Byen er indrammet af en mur som ingen må krydse, for der er farligt udenfor og fyldt med monstre – får byens indbyggere at vide. Da en ridderceremoni for vores ene hovedperson Ballister Boldheart (Riz Ahmed) går grueligt galt, sender det ham lige i hjertet på vores titulerede hovedperson – den selvproklamerede morderiske og formskiftende Nimona (Chloë Grace Moretz).

Historien er et klassisk, omend meget forudsigeligt, mordmysterium, hvor vi som seere skal prøve at finde ud af, hvem der står bag mordet på dronningen af samfundet. Er det den skruppeløse rektor, som ikke vil finde sig i at en almindelig mand som Ballister kan blive ridder, eller er det den formskiftende Nimona fordi hun er... ond? Hvis jeg skulle dømme filmen ud fra historien alene, ville den nok maksimalt være middelmådig. Filmen har dog andre styrker, som i sidste ende opvejer historien.

Vores 2 hovedpersoner er for mig en blandet bolsjepose. Ballister er ikke den heltemodige ridder, vi efterhånden kender så godt fra animerede familiefilm. Han er en nervøs og følsom mand, og vi ser ham sjældent i heltemodige eller macho situationer. Nimona er en out-of-control, upbeat "teenager" og bliver spillet af Chloë Grace Moretz, nærmest nøjagtigt som hun spillede Hitgirl-karakteren i Kick-Ass fra 2010 (måske med lidt mere vægt grundet hendes højere alder). Deres samspil bringer en del sjove momenter til bordet, og både Anja og jeg grinede højlydt flere gange i løbet af filmen. I det hele taget er humoren i filmen for det meste super god og gør god brug af Nimonas formskiftende evner.

Den grafiske stil var jeg desværre langt mindre betaget af, end jeg var af Arcane, som jeg nævnte i min indledning. Hvor Arcane er blændende smuk og gennemført i alle afkroge af alle scener, virker det til at Nimona mest holder det smukke til udvalgte scener (som f.eks. Nimonas baggrundshistorie) og til udtryksfulde ansigtsudtryk. Hvis man nærstuderer baggrunde og bipersoner, er udtrykket... ikke prangende. En skam – måske en budgetsag, eller måske kan det tilskrives filmens noget rodede tilblivelse.

Vi er selvfølgelig også nødt til at nævne filmens absolutte hovedtema – nemlig accept. Helt specifikt accept af transkønnede mennesker. Nimona tager et spændende udgangspunkt, som jeg synes rammer totalt plet i vores samfund i dag. Filmen lægger ud med at vise at Ballister og hans ven Fabrocious er åbent homoseksuelle. Det bliver aldrig påtalt og er totalt normaliseret – for en gangs skyld vises det, som jeg egentlig synes at det er i vores samfund i dag – fuldstændigt normalt og med meget få som heldigvis bliver provokerede af det.

Nimona er derimod for mig at se en kæmpe stor og åbenlys metafor for en transkønnet person, som ikke vil ses som noget "special", men mere som bare sig selv. Noget som – selv i dag – for mange er meget kontroversielt. Selv for den homoseksuelle Ballister, som flere gange spørger "Hvordan er du blevet sådan?" og siger "Det ville være nemmere hvis du bare var en pige". Hun siger flere gange "Jeg er Nimona!", hvilket cementerer hendes standpunkt. Jeg kan huske at jeg tænkte: JA! Det er SÅDAN man skal vise de her emner – særligt til et yngre publikum. Jeg ville ønske at Disney kunne indse det, i stedet for bare at gøre deres figurer homoseksuelle eller andet og så er det slået fast. Da filmen skrider frem, må jeg desværre dog sige at budskabet blev hamret så hårdt ind i ansigtet på seerne, at det mister sine nuancer og bliver sådan lidt... "jeg fatter det"-agtigt. Det er en skam, for jeg synes virkelig at det er en film som har noget på hjerte og fortæller det på en rigtig god måde... for det meste.

Alt i alt en blandet oplevelse. Historien var lidt kliche og forudsigelig, karaktererne var sjove, men Nimona-karakterens personlighed har vi set mange gange før. Humoren var sjov, men den grafiske stil var ikke gennemført nok. Hvis det ikke havde været for filmens underliggende budskaber om accept af hvem man er, var jeg landet på 3 ud af 6 stjerner, men den fine fremlæggelse af emnerne gør at filmen sniger sig op på 4 ud af 6 stjerner.