Memoir of a Snail

Hvis man nævner stop motion animationsfilm, vil mange nok tænke på en bestemt type film. En charmerende omgang Tim Burton, eller lignende, med masser af mørk humor og charmerende karakterer. Eller måske vil de tænke mere i Aardman baner og forestille sig en morsom omgang Wallace and Gromit slapstick humor. De færreste vil nok tænke på et langsomt, tragisk og relativt realistisk drama om en person som nærmest udelukkende oplever tragiske ting, og hvordan det former hendes liv. Ikke desto mindre er det lige nøjagtigt, hvad Memoir of a Snail er, og tak for det!

Ved første øjekast kunne Memoir of a Snail måske godt ligne en typisk sortkomisk animeret familiefilm taget ud fra Tim Burton drejebogen. Der er noget lidt Corpse Bride/Coraline agtigt over modellerne, dog med en noget mere beskidt kant. Ligheden stopper dog også der, hvad vi hurtigt finder ud af, som vi lytter til Grace fortælle om hendes liv til hendes snegl Sylvia. Memoir of a Snail kan groft opsummeres som: Grace Pudel bliver født for tidligt og lettere deformeret, før hendes bror Gilbert bliver født – hvad der tager livet af deres mor. Og så skete der noget frygteligt. Og så skete der noget frygteligt. Og så skete der noget frygteligt. Og så skete der noget lidt godt. Filmen er meget in your face med alt det frygtelige, som sker for Grace i hendes liv, men alt i filmen bliver serveret med en ordentlig skefuld sort humor, som gør, at filmen, samtidig med at den er helt utroligt sørgelig, også er ret sjov. Det er en meget imponerende balancebom at gå på, men Memoir of a Snail gør det.

Jeg må indrømme, at den her film fik mig. Big time. Jeg sad skiftevis med en klump i halsen og sad og småtudede igennem stort set hele filmen. Efter filmen var slut, sad jeg ligeledes i små 20 minutter og prøvede på at tage mig sammen. De følgende dage spekulerede jeg en del over filmen – for nok er jeg en halvgammel tudefrans, der ikke engang kan se Boss Baby uden at knibe en tåre, men jeg plejer ikke at tude ustandseligt! Manipulerer den her film med mig? Er filmen virkelig SÅ rørende og tragisk, eller er der bare tale om en emotionel reaktion på at blive bombarderet med dårligdom, der i høj grad også omhandler børn (noget som alle ved er et svagt punkt for rigtig mange)? Er Memoir of a Snail bare en hardcore elendighedspornofilm?

Måske er svaret både ja og også nej. For ved eftertanke har Memoir of a Snail det meste af tiden et lys for enden af tunnelen. Grace har altid et lyspunkt i sit liv. Gilbert, hendes far, Pinky, ja selv Ken for en stund. De er der og beriger hendes liv og gør det værd for hende at kæmpe videre for at få et bedre liv end det, hun meget uforskyldt har havnet i. Måske er det mere det, filmen vil, end at manipulere med vores følelser. Måske vil den vise, at selv om alt ligner lort, så er der altid en vej igennem det, når man vælger at tage livet i sine egne hænder. Det er i hvert fald det, jeg har fået ud af den, efter at have sovet på den nogle gange. Derudover synes jeg også, at filmen på meget fin vis prøver at tegne et billede af, hvorfor nogle mennesker udvikler psykiske lidelser. Vi ser, hvordan Grace gennem et liv med tab og svigt langsomt bliver formet til et menneske, der er sårbart over for psykiske overfald, der søger trøst i mad, der stjæler for spændingens skyld, og som efterhånden drukner sig selv i ting. Hendes hoarding starter helt uskyldigt med de snegle, hun har fået af sin mor, og vokser ud af kontrol i takt med, at livet bliver ved med at tage fra hende. Det er ikke noget, filmen dømmer hende for. Den giver os en forståelse for, hvor det kommer fra, og det er en ret moden og medfølende måde at portrættere den slags på.

Jeg synes, at Memoir of a Snail er en meget moden film med et godt budskab, og jeg vil til enhver tid anbefale andre at se den.