Margrete: Queen of the North

Historien om Margrete den Første er på mange måder en skelsættende og uhyre interessant historie om en regent, der gjorde Norden til en stormagt, og som fastholdt magten gennem dygtighed, charme og lækkert hår. Historien om tilblivelsen af Kalmar-unionen har alle ingredienserne til at skabe en episk storfilm, så det var lidt med overraskelse og en smule skuffelse, at jeg hurtigt i "Margrete den Første" indså, at denne film ikke handlede om det. I stedet handler den om noget, som mest af alt er en fodnote i dansk historie: historien om dengang en bedrager påstod, at han var den afdøde Kong Oluf, søn af Margrete den Første og den norske kong Håkon.

Året er 1402. Kalmar-unionen er 5 år gammel, og Margrete regerer stadig Danmark og de facto Norden på vegne af sin adoptivsøn Erik af Pommern. Alliancen kører godt, og alt ånder fred og idyl, trods en stigende trussel fra Tyskland. Lige midt i arrangeringen af et meget romantisk bryllup mellem Erik og et lille barn dukker Kong Oluf pludselig op, selvom han egentlig var død. Det får det hele til at gå af lave for Erik, og faktisk også for Margrete og hele Kalmar-unionen. Oluf er nemlig søn af Margrete og den afdøde kong Håkon og er derfor første arving til tronen – og desuden myndig – så det vil sige: ingen Margrete og ingen Erik. De norske adelsmænd slutter sig hurtigt til den mystiske person, måske fordi de faktisk tror på, at han virkelig ER kongen, måske fordi de gerne ser kronen tilbage i Norge. Margrete afviser det til at starte med helt, måske fordi hun ikke tror, at hendes søn er tilbage fra de døde, måske fordi hun godt selv vil beholde magten.

Filmen tager sig bedst ud, når filmens persongalleris agendaer forbliver i skyggerne. Vi ved til at starte med ikke rigtigt, hvad der sker, hvem der tror hvad, og hvad der er sandt og falsk, og det synes jeg klæder filmen rigtigt godt. Som filmen skrider frem, bliver det mere tydeligt, at den mystiske person nok virkelig ER Kong Oluf, og at Margrete også tror på det. Det synes jeg gør, at filmens tredje akt bliver lidt mindre interessant, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg begyndte at trommelfingre på lårbasserne, da filmen begyndte at nærme sig sin udgang. Jeg vil dog ikke sige, at jeg direkte kedede mig på noget tidspunkt – filmen var faktisk underholdende nok fra start til slut, men nok heller ikke mere end det.

På skuespillerfronten var de mest fremtrædende roller selvfølgelig Trine Dyrholm som Margrete den Første og Morten Hee Andersen som Erik af Pommern. De gjorde det som sådan okay, men jeg lagde mærke til en vis teatralsk ordstilling og udtale fra særligt Dyrholm. Det er egentlig ikke noget, jeg normalt forbinder med hende, da jeg synes, hun plejer at være meget til stede i sit skuespil, så det må jo være noget, hun er instrueret i. Hee Andersen spiller ikke så teatralsk, men han taler til gengæld, som om filmen foregår i Rungsted i 2024, og kunne ligeså godt være blevet spillet af en 20-årig Sebastian Jessen, der lige har ejakuleret ud over alle sine pengesedler. Resten af castet, herunder f.eks. Søren Malling og en mængde norske og svenske skuespillere, jeg ikke kender, gør det ligeledes… fint.

Hvad filmen måske mangler i sit skuespil, har den til gengæld i skønhed, for "Margrete den Første" er en virkelig flot film. Filmens naturscener er decideret smukke, og kameraføringen har bestemt ikke noget at have på sig. Det er klart en af filmens styrker.

Man er med denne film også nødt til at tale om elefanten i rummet. Filmen er virkelig ikke særligt historisk korrekt. Der er blevet taget en historie, som jeg ikke kendte, og som jeg kan læse mig frem til er ret ligegyldig, og gjort det til et storpolitisk drama om rigets fremtid og en mors tvivlende følelser omkring sine børn. Intet af det her er formentlig sket. I virkeligheden har sagen nok slet ikke været Margrete særligt involverende. Som relativt historieinteresseret vil jeg bare sige, at det… faktisk er okay! Det er en sjov vinkel at tage, og jeg synes, at de formår at skabe en fin historie ud af det, som måske savner en lille smule mere saft på sidebenene. Ville jeg hellere have haft en 3-timers epik om Kalmar-unionen? JA! Men det her er nu fint nok.

Jeg har sagt "fint nok" flere gange i denne anmeldelse, og det er, hvad jeg synes, filmen er. Jeg giver "Margrete den Første":

3 ud af 6 stjerner