Marcel the Shell with Shoes On

What does Marcel the Shell look like? Does he look like a bitch?! Hvis du er en af dem, som frekventerede Youtube i starten af 10'erne, så har du måske en idé om det. Marcel ligner nemlig ikke en tæve. Han ligner mere en strandskal, med ét øje og et par store sko på.

Marcel the Shell with Shoes On er oprindeligt et YouTube-fænomen bestående af en række korte YouTube-videoer med en animeret strandskal, som mest af alt bare snakker om simple ting, med et lidt barnligt og naivt twist. Videoerne er lavet af det daværende par Dean Fleischer Camp og Jenny Slate, og kilden til videoernes succes skal klart findes i den nuttede animationsstil og Jenny Slates nuttede stemmelevering og tørre humor.

I 2021 begår Dean og Jenny Marcel the Shell with Shoes On, som er en film i spillefilmslængde, om den lille strandskal – og det er åbenbart så røvsyg en opgave, at de bliver skilt i mellemtiden. Det havde jeg læst på forhånd, og jeg havde en fornemmelse af, at det her blev en slags metafilm om, hvordan det er at gå fra hinanden i et forhold. Det er det heldigvis ikke. Men hvad er det så?

De første 10 minutter af filmen er meget ligesom YouTube-videoerne. Vi ser Marcel gå rundt og snakke lidt nonsens på en nuttet måde. Efterfølgende præsenteres vi for filmens præmis. Der er tale om en mockumentary, som skal vise tilblivelsen af en dokumentarfilm om Marcel. På det her tidspunkt var jeg allerede træt af filmen. En film om en lille nuttet ting, der snakker som et barn og som sikkert vil prøve på at spille på tudeviolinerne. Buhu.NEXT!

Men som filmen skred frem, blev der langsomt åbnet op for filmens karakterer og temaer, og jeg tog mig selv i at finde filmen langt mindre irriterende end først antaget. Den var faktisk ret sjov til tider. Og den havde nogle overraskende gode pointer.

Vi præsenteres for Marcels bedstemor-figur Connie og kæle-nullermand Alan. Vi lærer, at Marcel savner sin familie, som de tidligere beboere af deres hus tog med sig, da de flyttede, og vi finder ud af lidt om, hvordan Marcel oplever verden – primært gennem TV – samt hvordan det står i kontrast til den virkelighed, han oplever, da han kommer uden for huset. Vi ser, hvordan Marcel først bliver begejstret for sin succes på YouTube, men så senere kommer til at foragte det, der følger med (noget som må være en direkte kommentar fra skaberne selv), og vi ser, hvordan Marcel takler store og pludselige omvæltninger i sit liv.

For Connie bliver syg. Sådan rigtigt syg. Og det passer lige med, at Marcel opnår sin "karrieres" peak med et tilbud om at blive interviewet i TV-programmet 60 Minutes. Her vælger Marcel at bremse alt for at være sammen med Connie. Det ønsker Connie ikke, og kulminationen af den historie er en recitation af digtet "Trees" af Philip Larkin. Et digt, som handler om alderdom og døden. Det digt gav mig kuldegysninger, og jeg takker Connie mange gange for det.

Marcel the Shell with Shoes On er en sjov størrelse. Det er en film, der ikke rigtigt handler om noget, og så er det alligevel en film, der har fat i en masse tematikker. Da filmen ikke på nogen måde er plotdrevet, må filmen blive bedømt på de følelser, man får for den. Da filmen startede ud, synes jeg, at det var noget søgt lort. Jeg var parat til at hagle filmen ned. Da filmen sluttede, var jeg lullet ind i filmens charme, men med undtagelse af digtet "Trees", blev jeg aldrig rigtigt rørt over filmen. Jeg smilte af den flere gange, og jeg tænkte tanker flere gange, men jeg blev ikke rigtigt rørt, selvom jeg bestemt tror, at det var filmens hensigt. Det forhindrer desværre en karaktergivelse fra mig i topklasse, men jeg ender alligevel på:

4 ud af 6 stjerner