Mad God

30 års erfaring og passion, tilsat en god portion grotesk trylledej, lidt rød frugtfarve og kørt igennem en kæmpe stor kødhakker.

Mad God er en film, som er svær at anmelde, og den må siges at være noget særligt her i vores filmklub, vi typisk tager os af lidt mere normative sager. Jovist, vi er ikke bleg for lidt avant-garde, men Mad God er nærmest mere en plotløs kunstfilm, som man kunne forestille sig køre på Aros som velkomstvideo til et rigtigt ulækkert rum.

Mad God er skabt af to gange Oscar-vindende special effects-ekspert Phil Tippett over en periode på 30 år, og for et budget som er så lille, at det nok kommer fra hans egen sparegris. Han har selv skrevet, instrueret og i stort omfang også animeret filmen. Men Mad God er et andet væsen end Phil Tippetts normale, mere ordinære og kedelige arbejde, såsom Star Wars og Jurassic Park, og jeg kan godt forstå, at han må have behov for at lave noget RIGTIGT kunst, når det er det, han normalt bliver sat til. Ahem.

Men Mad God ER kunst, ihvertfald som jeg opfatter kunst. Mad God er ikke en film, som er ude på at fortælle en historie, eller endog at underholde dig. Mad God er mere en slags audiovisuel oplevelse, hvor vi følger en lille håndfuld karakterer, som de bevæger sig længere og længere ned i et grotesk og håbløst mørke, hvor man aldrig er mere end 2 sekunder fra at blive mast på meget modellervoks-agtig vis. Jeg ventede på, at Terry Gilliams fod skulle komme frem og trampe på et eller andet, men det skete desværre ikke.

Jeg har påstået et par gange nu, at Mad God ikke har en historie, men det betyder ikke, at filmen ikke har et flow. Tværtimod. Vi starter med at følge en gasmaske-bærende person, som han bevæger sig længere og længere nedad, mens han følger et kort, som går mere og mere i opløsning. Undervejs fanges han af et væsen, som bringer ham til en kirurg, der fisker alle mulige ting ud af maven på ham – guld, penge osv. – som for at vise os, at dem, som kommer fra overfladen, har en højere status. Endeligt fiskes en lille babyrm ud af maven på ham, som giver et konstant enerverende babyskrig. Kirurgen borer et hul i mandens hoved, tager et kig ind, og det giver os mandens forhistorie og et indblik i en oververden, som er ødelagt af massiv krigsførelse. Endeligt føres ormen til en (meget sejt udseende) skikkelse, som tager den med til endnu en grotesk udseende person, som (selvfølgelig) maser den, og her kommer filmens eneste virkelig positive scene. Babyormen stopper med at skrige. Den bliver dog lavet til noget mærkeligt pulver, som bliver til et univers, som ender med at falde ud på præcis samme måde, og cirklen fortsætter.

Så plottet ER der, men for mig at se er det der kun for at føre flowet videre. Filmen er på en måde meditativ, med repetitive maskinlyde og groteske animationer, som hele tiden bevæger filmen videre i et langsomt tempo, som bare tager seeren længere og længere ned i et sort hul.

Som kunstfilm synes jeg, at Mad God er meget vellykket, og det er klart et passionsprojekt. Som film er den desværre nok ikke så nyskabende ved dens udgivelse, som ved arbejdets begyndelse. Vi har set masser af groteske og klamme animationsfilm, og denne film gør ikke noget nyskabende i den regi. Filmen kan nok ikke kaldes smuk, men den ER meget imponerende i sin skala, og det er en filmoplevelse, jeg ikke vil udelukke, at jeg vil se igen, måske sammen med nogle andre. Nok mest bare for at gro'e dem ud.