High Life

In space, no one can hear you scream.

Jeg skal være den første til at indrømme, at da filmen gik i gang, var jeg nervøs for, at der ville ske baby Willow noget. Vi havde slået fast, at det måske, måske ikke, var en gyserfilm, og jeg sagde til mig selv, at hvis der skete baby Willow noget, så ville jeg slukke for filmen i protest! Men det var heldigvis slet ikke den slags film.

High Life er derimod en meget langsom og filosofisk rumfarer science fiction-film med en rigtig flot lydside og en ligeledes meget flot og kreativ billedside. Det er en fascinerende film med nogle spændende og abstrakte idéer og fortællerværktøjer samt nogle solide skuespillerpræstationer. Det er samtidigt en meget ubehagelig og til tider direkte kedelig film med nogle grusomt frastødende scener og nogle tvivlsomme skuespillerpræstationer. Jeg kan virkelig godt se, hvorfor den her film er så polariserende, som den tilsyneladende er.

Filmen har en IMDB-rating på 5,8/10, hvilket er temmeligt lavt i IMDB-verden. Det kan sige noget om, at pøblen ikke finder filmen så tiltalende, på trods af det store navn Robert Pattinson i hovedrollen. Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestille mig, at årsagen til det ligger i det meget langsomme tempo, det arbitrære plot og den metaforiske og "mærkelige" fortællestil.

Filmen har derimod en Letterboxd-rating på 3,3/5, hvilket er relativt højt i Letterboxd-verden. Det kan sige noget om, at filmentusiaster bedre kan lide den. Måske er årsagen til det i virkeligheden nogle af de samme årsager, som IMDB-segmentet ikke kan lide den.

Jeg må indrømme, at jeg falder mere i den sidste kategori end i den første kategori. Måske er det min indre filmsnob, der taler, men jeg kan rigtigt godt lide film, der får mig til at føle noget – bare et eller andet. Den her film lullede mig ind i sit langsomme tempo, som film af den her type ofte gør. De får skovlen under mig. Det virker til, at jo langsommere en film er, jo mere hooked bliver jeg – særligt hvis filmen er lige så mærkelig, som den er langsom.

For så vidt er filmens plot måske lidt mærkeligt, men jeg vil ikke sige, at det er decideret abstrakt. Idéen om, at kriminelle dødsdømte får en opgave, der kunne minde om en selvmordsmission, men i virkeligheden agerer forsøgshunde i et radioaktivt avlsprojekt, vil jeg ikke sige er ligefrem nyskabende. Men den der bizarre måde, det bliver spillet på – særligt af Juliette Binoche og Mia Goth, som spiller henholdsvis Dibs og Boyse – gør det lidt generiske setup super wacky, og det kan jeg på en måde godt lide. Juliette Binoche giver den som en slags kvindelig andenrangs Tommy Wiseau med det ultra lange hår og den udefinerbare accent.

Jeg åd de søde scener med Robert Pattinson og lille baby Willow. Jeg åd historien om, hvordan de forskellige besætningsmedlemmer døde én efter én. Jeg åd de grusomt realistiske volds- og voldtægtsscener. Jeg åd fuckboxen (jeg vil godt ha sårhullet i kælderen). Jeg åd den mærkelige hundescene, og jeg åd NÆSTEN slutscenerne med Pattinson og teenage Willow. Slutningen blev lidt for selvsmagerisk, og det var ikke den slutning, jeg gerne ville have.

Men alt i alt kunne jeg, mærkeligt nok måske, virkelig godt lide den her film. Jeg ved, at jeg nok er i mindretal, men jeg kunne godt lide den.

5 ud af 6 stjerner