Heat

Hvordan laver man en perfekt thriller? Det er et spørgsmål uden et svar, for selvfølgelig er det med film som det er med alt andet – det perfekte findes ikke. Så lad os slå det fast én gang for alle: Uanset hvad folk siger, så er Heat IKKE den perfekte thriller!

Derfor vil jeg nu prøve at gøre noget af det, som jeg er bedst til. Jeg vil fokusere på det negative i Heat.

Jeg synes ikke helt, at de sidste 5 minutter landede helt der, hvor jeg godt ville have det. Jeg synes, at filmen bygger op til et stort og episk showdown, og det vi fik, var en lille joggetur på en landingsbane og et lidt for close-up shot af Pacinos ansigt.

Puha – det var rart lige at få talt om alt det dårlige i Heat. Så er det ligesom slået fast én gang for alle!

Heat er ikke den perfekte thriller. Men det kommer fandme tæt på!

Hold fast, jeg elsker Heat. Det er bare alt det, jeg godt vil have i en god actionfilm. Den er lang og til tider dvælende, men den føles ikke lang. Den har en konstant spænding, som hele tiden holder filmens energi. Den er gudesmuk og fuld af musik, der bare oser af stil. Men den har ikke kun stil – den har også substans.

En plot-opsummering kan måske virke banal – en rigtig bandit skal lige lave et sidste bræk, og en hårdkogt strømper skal stoppe ham. Heat formår at tage denne tæskede døde hest og præsentere den på en måde, så man glemmer, at den faktisk ligger med blod ud af munden og spræller efter at være tæsket til døde.

Heat var den film, der rettede op på datidens Hollywoods største dødssynd: nemlig at Robert De Niro og Al Pacino aldrig havde stået over for hinanden på det store lærred. Karierforbryderen Neil McCauley og politiagenten Vincent Hanna er, på trods af at være på hver sin side af loven, forbløffende ens. De er begge så opslugte af deres profession, at det går ud over deres omgivelser, deres kærlighedsliv og dem selv. Hanna er på sit tredje ægteskab, og McCauleys livsfilosofi om aldrig at knytte sig mere til noget end at man kan forlade det på 30 sekunder, har forbudt ham nogensinde at indgå i et. Heat formår at give os sympati for begge fortabte sjæle på en måde, hvor vi skiftevis håber på, at Hanna får McCauley ned med nakken, og at McCauley slipper helskindet igennem en vanvittig biljagt.

Heat er en meget lang film, og den er hele tiden opbyggende i sit spændingsmoment. Ikke hurtigt og bombastisk, men langsomt. Der skal også gå nær 90 minutter, før vores 2 hovedpersoner endelig mødes i filmen til noget så simpelt som en kop kaffe. Og ikke nok med at vi som seere elsker dem begge – de elsker faktisk også hinanden. De viser det med deres skuespil, som de mastodonter de er. Filmens konstante spændingskurve er dog desværre også det, som for mig, gør, at den slutter lidt som en halvvåd prut. Men måske den nærmest ikke kunne forløses uden at den våde prut var blevet til en stor eksplosion af lort – og det er trods alt mere rart.

Det er ikke kun De Niro og Pacino, der bærer denne film – jeg synes, at skuespillet er klasse hele vejen rundt. Især Tom Sizemore og Val Kilmer giver en glimrende performance. Sidstnævnte trænede angiveligt i 3 måneder med militæret for at lære at håndtere våben korrekt, så filmen blev realistisk. Det er angiveligt SÅ realistisk, at shootout-scenen efter bankrøveriet stadig bliver brugt som træningsmateriale for marineinfanteriet i USA. Michael Mann har lagt stor vægt på det realistiske aspekt og deltog selv på så mange patruljekørsler med politiet, at han på et tidspunkt fik stukket en tjenestepistol i hånden. Jeg vidste i øvrigt ikke, at McCauley var en rigtig person, og at filmen i nogen grad er baseret på virkelige hændelser.

Jeg vil afslutningsvis komme tilbage til min indledende konklusion:

Heat er ikke den perfekte thriller.

Den er noget værre.

Den er en tragedie om professionelle mænd, der er så dygtige til deres arbejde, at de har glemt, hvordan man lever.