GoodFellas

Lige så lang tid jeg kan huske tilbage, har jeg altid villet være en gangster! Med de ord inviterer Martin Scorsese os med ind i Henry Hills erindringer. Et sted hvor vi skal blive de næste næsten to og en halv time. To og en halv time som skal fortælle os hele Henrys livshistorie, om hvorfor han ville være en gangster, om hans kærlighedsliv og op- og nedture. To og en halv time som føles som et knips med fingrene.

Goodfellas blev en øjeblikkelig succes, og bliver af mange talt om i samme sammenhænge som The Godfather, som historiens bedste gangsterfilm. Og spoiler alert: Jeg fucking elsker den her film!

Goodfellas' historie spænder over 25 år af Henry Hills liv, hvor vi følger ham fra at være en lille stik-i-rend dreng for den lokale mafioso og til hans livsstil bider ham så hårdt i røven at han er nødt til at finde en udvej, hvis han ikke skal lide samme skæbne som størstedelen af filmens karakterer.

Filmen skildrer på fornem vis, hvorfor Henry så gerne vil være en gangster, for livet som en gangster er impulsivt, spændende og glamourøst. Men for hver high-note Henry har i sit liv, er der et endnu større downfall, og han må se sine venner, fjender og rivaler dø som fluer af mere eller mindre gode årsager.

Filmens omdrejningspunkt er særligt tre karakterer: Henry Hill (spillet af Ray Liotta), Jimmy Conway (Robert De Niro) og Tommy DeVito (Joe Pesci). Alle tre leverer en forskellig men lige troværdig skildring af en gangster-persona. Henry er kold, nærmest psykopatisk, men alligevel tilnærmelsesvis sympatisk. Jimmy er nærmest venlig og sympatisk udadtil, men kold, kynisk og paranoid indadtil. Tommy er Joe Pesci. Og lige netop Joe Pesci som sig selv vil jeg meget gerne fremhæve, for nøj en performance! Det ene øjeblik sidder man og hygger og griner, og det næste er man død. Han mestrer virkelig at få seeren til at sidde helt ude på kanten af sofaen, med munden fuld af usynkede ostepops. En rolle han helt fortjent hev en Oscar hjem for.

Fra første øjekast er Goodfellas en fuldstændigt gennemsyret Scorsese-film, med alt hvad det bringer med sig. Historien starter in medias res. Der er masser af freeze frames med voice-overs. Der er masser af leg med kameraføring, både lange glidende long-takes og rystende shaky cams, som alt sammen bidrager til scenens temperament. Der er masser af vittig dialog som hele tiden balancerer mellem det sjove og det ubehagelige. Og endelig er der masser af minutter. Goodfellas er en lang film, men i modsætning til visse nyere film fra den Marvel-hadende gangster-leprechaun'en, så føles Goodfellas ikke lang. Måske er der scener der kunne have været skåret fra, men jeg ønsker det ikke. Jeg var sublimt underholdt i hele filmens spilletid, og nogle gange er det faktisk okay at scener eksisterer kun for filmens verdens skyld.

Goodfellas er mange ting. Det er en gangsterfilm, det er en komedie, det er en actionfilm, det er en slice-of-life-film, det er et periodedrama, det er en thriller. Det er også en film som har haft meget stor indflydelse på hvordan man laver den her slags film i dag. Og hvor var det i øvrigt forfriskende med en slutning som ikke havde en moral – måske andet end at forbrydelse faktisk nogle gange betaler sig.

Goodfellas er måske nok baseret på en bog over virkelige hændelser, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske i virkeligheden er Scorsese der har ytret filmens indledende ord ind i spejlet fra tid til anden, taget hans filmografi i betragtning.

Jeg giver Goodfellas:

6 ud af 6 stjerner