Gone in Sixty Seconds

Vi ruller videre med heist film, og tredje film i rækken blev Gone in 60 Seconds fra 2000 og instrueret af Dominic Sena. Jeg tror at den her film ville gøre det udmærket som en SNL sketch hvor præmissen var at lave den mest stereotypiske 00'er actionfilm i verden.

Lad os få temaet af vejen først. JA, jeg synes at Gone in 60 Seconds er en heist film. Den omhandler en gruppe mennesker der planlægger og udfører et kup. Det er nærmest definitionen på en heist film.

Og i den henseende kan man godt sige at det er en vellykket film. Den er skåret lidt efter samme skabelon som andre sommerblockbuster film fra sin samtid, såsom The Fast and the Furious, The Mummy og XXX. Man kan nærmest stille uret efter 3-akts strukturen og spilletiden på de to timer, plus/minus.

Og hør – jeg er ikke nogen filmsnob på det punkt. Der er kommet fremragende film ud af den skabelon. Film som The Chronicles of Riddick, The Italian Job og Spiderman 2. Men for hver Spiderman 2 har vi en Ghost Rider, og for hver The Italian Job har vi en Gone in 60 Seconds.

Gone in 60 Seconds handler om en tidligere biltyv der nu har lagt den kriminelle løbebane på hylden til fordel for at lære børn at køre gokart. Han bliver dog brutalt hevet ind i det igen, da hans totalt uduelige lillebror fucker et kup op. Nicolas Cage får til opgave at stjæle 50 biler for at rode bod på sin brors brøler og redde hans liv, og bliver i øvrigt kongeligt belønnet for det. Så finder han 10 andre kumpaner som glædeligt hjælper ham for at få del i den klækkelige belønning på 200.000 dollars, svarende til ca. 2.200 danske kroner pr. person, pr. bil. Filmens titel refererer altså til den tid det tager dem at bruge deres belønning efter endt arbejde.

Præmissen er ligeså uopfindsom og kliché som resten af denne efter-skabelon-skårede film, som på intet tidspunkt prøver på at overraske seeren eller lege med sit manuskript. Den er så utroligt safe at det desværre går ud over en film som ellers har noget – omend ikke god så i hvertfald passabel action. Den er simpelthen bare for kedelig. Castet er, udover Cage som egentligt gør det udmærket, pinefuldt forglemmelig. Angelina Jolie er castet som et kønt ansigt, og Robert Duvall manglede lige lidt penge til en ny guldswimmingpool.

Filmen er i øvrigt et remake af en ældre film fra 1974, som er mest berømt for at have en 40 minutters bilkørsel, hvor 93 biler blev ødelagt. Gone in 60 Seconds fra 2000 reducerer biljagten til ca. 5-10 minutter, hvor Cage springer over 93 biler i en nærmest latterlig cgi-genereret scene. Overvej i øvrigt at der kun er 16 år imellem de to film – det ville svare til at vi i dag lavede et remake af Inception eller The Expendables.

Hvis filmen er kedelig, så er den til gengæld også grim. Den tisgule colorgrading som alle film fra den tid havde, og den absurd grimme "Need for Speed"-font der bliver brugt til alt fra countdowns til rulletekster får mest af alt filmen til at ligne et tidligt Xbox 360 spil.

Nu kan det måske lyde som om at jeg hader Gone in 60 Seconds. Det gør jeg egentligt ikke. Jeg føler bare at jeg har set den hundrede gange før. Den gør sig dog nok udemærket til en tømmermændsramt søndag hvor hjernen ikke skal for meget op i gear.