First Cow

Lige fra starten af First Cow får man et indtryk af den stil, som denne film lægger for dagen. Filmen vises i et 4:3-format og har det der lidt grainy A24-lag over sig, med underdusede farver og belysning, der kunne minde om rigtigt lys. Det er en film, som godt vil være en film film. Et par moderne skibe sejler langsomt forbi. En hundelufter finder 2 gamle skeletter side om side, og filmen klipper til dens egentlige omdrejningspunkt – 1800-tallets Oregon i USA. Det vilde vesten.

Om First Cow er en western, må være op til seerens bedømmelse. Tidsalderen og lokationen stemmer, den lille mands kamp mod den etablerede uretfærdighed er intakt, men i stedet for en skydegal machomand i hovedrollen har vi den sympatiske og blide kok Cookie og hans opportunistiske ven, kineseren King-Lu. First Cow følger så den filmiske trend i at vende enhver klassisk genre på hovedet og lave en slags anti-version af den – som om det at skulle lave en genrefilm er enhver moderne filminstruktørs store rædsel.

Cookie og King-Lu har dog god kemi, og det er ofte en fryd at se dem interagere med hinanden i et samspil, som til tider nærmest tangerer romantik – uden at det dog er hensigten, at de skal være romantisk involverede. First Cow tør godt at vise maskulin sårbarhed. En sjældenhed for genren.

Makkerparrets kummerlige idyl bliver imidlertid sat på en prøve, da filmens titulære hovedperson i form af en ko kommer ind i billedet. En genial forretningsidé, som dog kræver en lille og ubetydelig gentagen kriminel handling, viser sig at transformere filmen fra at være en noget sløv omgang periodepasta til at være et ret nervepirrende spændingsstykke. For enhver kapitalistisk idé skal naturligvis malkes, og gerne lige lidt mere end hvad godt er.

First Cow er nemlig først og fremmest en kommentar på kapitalisme og magtforhold og på den amerikanske drøm, som for de færreste var en drøm, men for mange et mareridt med fatal udgang. Det er en western med et anderledes blik på datidens USA end man ofte ser, og det er ærligt talt ret fascinerende, hvordan Kelly Reichardt formår at lave en western – omend en anti-western – om noget, som til tider er åndeløst intens, men helt uden skuddueller og voldsparathed. Filmen formår at gøre noget så kedeligt som at malke en ko til noget spændende.

First Cow ender der, hvor vi godt vidste, at den ville ende, hvis vi fulgte med i filmens start. Cookie og King-Lu forlader denne verden side om side og glemte for eftertiden. En slutning, som jeg synes er både tragisk, uretfærdig og rørende på samme tid.