First Blood

Når man nævner Rambo tænker de fleste nok på dum, over the top og hårdtpumpet action. Det skyldes nok særligt de mange efterfølgere til First Blood, som langt hen ad vejen udmærker sig ved at blive mere og mere åndssvage i takt med at der bliver hældt mere og mere krudt i såret på en ældre og ældre og mere og mere camouflage malet Sylvester Stallone. Mange glemmer måske helt at John Rambo debuterede i en film som var langt mere dybsindig, dvælende og eftertænksom. Men naturligvis også åndssvag og hårdtpumpet og fuld af camouflage maling!

Det gjorde jeg i hvert fald da jeg satte mig til rette i sofaen med min kop kaffe og mit lille smørret action-smil. Faktisk gik det ret hurtigt op for mig at jeg måske aldrig har set den her film. Jeg er ret sikker på at den film jeg gik og troede var First Blood nok i virkeligheden var First Blood: Part 2 eller Rambo 3. Og det er jeg egentlig glad for, for på mange måder fik jeg mere end hvad jeg egentlig håbede på.

John Rambo er en ung mand, som har tjent sit land i den forfærdelige krig i Vietnam. Det virker egentlig til at han ikke rigtigt har et sted at bo, og ligner måske lidt en af landevejens flakkende helte, med hans lange mørke hår, stikkende skægstubbe og glinsende hud (I virkeligheden ligner han bare en mand med langt hår, men filmen vil meget gerne have at han ligner en bums). Et besøg hos hans sidst-levende soldater kammerats grave, som viser at han ikke er så levende mere, giver John anledning til at besøge den nærliggende landsby for at få noget at spise. Det skulle han dog ikke have gjort, for politiet i byen er af en noget Vejle-specialenhedsk art og kan simpelthen ikke lide hans ansigt.

En tur i detentionen viser os filmens emotionelle omdrejningspunkt. Han har alvorlig og altomsluttende PTSD, og de forfærdelige ting han bliver udsat for her, minder John om de rædsler han gennemlevede i Vietnams jungle. Det bliver hurtigt for meget for ham, og John tager flugten. John bliver jagtet ud i skoven, hvor han forspilder chancen for en fabelagtig one-liner idet han gør sig skyldig i uagtsom manddrab. Her finder størstedelen af filmen sted.

Scenerne i skoven er nok dem som er mest Rambo-esque. Vi ser hvordan Rambo i raketfart bygger en række mere eller mindre sofistikerede fælder, mens han sniger sig rundt og udskadeliggør politikorpset én efter én. Ironisk nok er det dette andet akt som jeg synes forløber langsomt og på en måde ikke violdeligt nok. Jeg forstår at Rambo er en karakter som vi skal have sympati for, men jeg kan ikke lade være med at forestille mig en film hvor Rambo var mere voldelig og mere unlikeable. En film der var mindre sort/hvid i forhold til de gode og de onde. Når det så er sagt, så lukker den sympatiske karakterudvikling op for en slutning som simpelthen fik de små nakkehår til at rejse sig. Hvis der er nogen som siger at Stallone ikke er den store skuespiller, så har de ikke set slutningen på First Blood, for den monolog han har til sidst er noget af, hvis ikke dét bedste, jeg har set fra Stallones hånd.

Alt i alt synes jeg at First Blood er en film med noget på hjerte. Den fortæller om hvordan samfundet behandlede veteraner, og måske gør. Den fortæller om hvordan politiet kan være overfor mennesker som skilder sig ud fra normen. Og så fortæller den om PTSD på en måde som var nærmest uhørt i 1982, hvor PTSD knap var en anerkendt ting. Der er en grund til at den bliver betragtet som en klassiker, men jeg synes at det lidt ujævne tempo og de lidt manglende karaktermæssige nuancer forhindrer den i at være blandt de bedste New Hollywood film. Stallones mesterlige monolog i filmens afslutning hiver lige nøjagtigt First Blood op på:

4 ud af 6 stjerner