Fallen

Så blev det tid til den sidste omgang whodunnit/detektiv film, og denne gang har vi set på Fallen fra 1998, som i hvert fald ikke er en whodunnit film. Plottet lød ellers så spændende. En politibetjent overværer henrettelsen af en seriemorder, som han selv har været med til at fange. Pludselig begynder der at opstå mord, som minder om den nu afdøde seriemorder. Det lyder da spændende, hva? Kunne vi måske have at gøre med et rigtigt Fincher-esque thriller-mysterie her i stil med spændingsklassikere som Se7en? Måske et større komplot, som udfolder sig? Det var faktisk med ganske betydelige forventninger, at jeg satte mig til at se Fallen. Det jeg fik, var... ikke det.

Visuelt er vi ikke i tvivl om, at vi befinder os i 1990ernes amerikanske filmproduktion. Farverne er brune og kedelige, omend det dog har sin nostalgiske charme. Hvad der dog ikke har sin charme, er det konstante brug af røv-irriterende klip til "demon vision"-klip, som er som diarré tappet direkte fra Predators røvhul. Det er komplet med mærkelige farver og en bawawawawa-lydeffekt. Hvis ikke det visuelle giver filmens alder væk, så gør castet det i hvert fald. Rollebesætningen består af nogle af samtidens største stjerner, deriblandt: Denzel Washington, John Goodman, Donald Sutherland og James Gandolfini. Det var også et cast, der fik mig lidt op på interessebarometeret, da det repræsenterer en tour de force af, hvad jeg egentligt godt kan lide. Problemet er bare, at de spiller ad helvede til i den her film. Det virker mildt talt, som om ingen af dem helt gider at være der, og det virker nærmest, som om Sutherland er irriteret over at have sagt ja til at være med i filmen.

Og musikken var... vent... var der musik med i filmen?

Plottet er mildt talt åndssvagt. Den henrettede morders spøgelse, eller en demon eller whatever, flyver rundt fra krop til krop, overført igennem små håndtryk og fistbumps, som en anden slatten omgang influenza. Hver gang den hopper over i en ny krop, kigger den nye krop mærkeligt ind i kameraet med et underligt Grinch-agtigt smil og synger en mærkelig lille sang. Den her ånd slår så to random (?) mennesker ihjel, før den begynder at gå efter Washington, og først da den slår hans bror (fra en anden mor?) ihjel, får vi noget, der minder om lidt emotionelt payoff. I hvert fald fra mig. Ikke så meget fra den døde mands barn, som bare godt lige ville høre, om han led – lidt som om det var et hamster, der var blevet skyllet ud i toilettet. Ved filmens klimaks var det ikke butleren, men John Goodman, der gjorde det. Denzel, som er en politimand med en pistol, beslutter sig for at begå selvmord på den langsomste og mest smertefulde måde, han kunne komme i tanke om, og spøgelset hopper ind i en kat, hvorefter vi får det CHOKERENDE reveal: Fortælleren var i virkeligheden dæmonen!... suk.

Nå, men var det all bad? Ja... og nej. Filmen var totalt åndssvag, teknisk ringe og dårligt skrevet, men den var også en smule nostalgisk for mig. Den virkede som sådan en film, 10-årige Malte sneg sig til at se en sen aften på hans lille tv, selvom han ikke måtte, med lyden skruet helt ned. Sådan en film, man ikke helt måtte se. Det var på en måde lidt et comfort-element, som gjorde, at jeg egentligt ikke kedede mig. Men altså derudover var det ret bad.