Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves

Som de fleste nok ved, er Dungeons and Dragons et rollespils regelsæt som tillader spillere at lave deres egne eventyr. Det er ikke en historie, det er ikke et eventyr. Det er mest af alt et template og et framework til historier og eventyr. Et framework der siden 1970'erne har givet os så mange fantastiske historier indenfor spilkampagner, litteratur, computerspil, brætspil, tegneserier og så videre, at det kan blive svært at navigere rundt i for de uindviede. Så hvordan filmatiserer man et koncept? Der er, for mig at se, talrige eksempler på medier som måske nok foregår i en Dungeons and Dragons-setting, men som skyder helt ved siden af fornemmelsen, som jeg i hvert fald personligt forbinder med spillet. Der kan blandt andet nævnes den frygtelige og ufrivilligt underholdende Dungeons and Dragons-film med Jeremy Irons fra år 2000.

Der hvor det ofte går galt, er når det bliver for seriøst. I min bog er Dungeons and Dragons sjældent seriøst. Spillet brillerer nemlig når man har en gruppe som formår at holde en historie kørende på vanvittige påfund og forpulede 1d20-rolls. Det kunne være at man i en retssag valgte at skubbe det bevingede jurymedlem ud af vinduet for at bruge ham som en levende faldskærm, eller det kunne være at man var nødt til at ty til en plan C (eller D) i en snæver situation som bare går ud på at slagte sig igennem udfordringerne. Som I måske kan høre, synes jeg overordnet at denne film gør et rigtigt godt job i at skildre en historie som den virkelig kunne udfolde sig i en rigtig Dungeons and Dragons-kampagne.

Filmen er måske ikke helt regelret. Jeg mener, ALLE ved jo at man kun kan bruge Speak with the Dead én gang pr. Long Rest. ALLE ved jo at en Hither Dither Staff kun har 4 charges. ALLE ved jo at Mage Hand ikke kan bruges til at kæmpe med som den gør i denne film. Jeg forestiller mig at der er nogle svedige fedorabærende neckbeards som er RASENDE over hvordan denne film i bedste Marvel-stil slægter alle reglerne og finder på sine egne. Men det er skide ligemeget. For filmen har en unægtelig charme, som i høj grad er båret af stærkt skuespil af særligt Chris Pine, Michelle Rodriquez og Hugh Grant som en slags hellig treenighed i stereotyper.

Dungeons and Dragons: Among Thieves er ikke jordens flotteste film. Til tider kan den se decideret low budget ud. Den er måske heller ikke sindssygt godt skruet sammen rent fortallerteknisk. Det virker til at den har 5 eller 6 akter, og spændingskurven er lidt all over the place. Humoren er måske lidt hit or miss, og nogle jokes bliver kørt for langt ud. Men jeg kan ikke lade være med at mindes nogle rigtigt sjove øjeblikke i vores lille D&D-trup, som jeg bliver mindet om hvor meget jeg egentlig savner.

For at svare på mit oprindelige spørgsmål: Sådan her filmatiserer man et koncept.

Jeg giver Dungeons and Dragons: Honor Among Thieves:

Roll 5 d6