Duck, You Sucker

Duck you sucker!

A Fist Full of Dynamite.

Once upon a time... The Revolution.

Kært barn har mange navne, og denne kære film er ikke nogen undtagelse. Duck you sucker! er anden film i Sergio Leones "Once upon a time" spaghetti western-trilogi, som også tæller Once upon a time in the West og Once upon a time in America.

Man kan måske fristes til at tro, at Duck you sucker! er en slapstick-komedie i stil med bedste Bud Spencer, hvis man blot ser på filmens titel. Det er dog langt fra sandheden. Jovist – filmen har da komik, og også i betragtelige mængder, men i bund og grund er Duck you sucker en film om venskab, forræderi og revolution. Det er en temmelig lang film med en stor fortællemæssig bue, og det er en film hvor karaktererne udvikler sig rigtigt meget. Man kunne næsten fristes til at kalde det for en storfilm.

Filmen starter ud på en ret familier note med en omgang halvvejs slapstick og katten efter musen, hvor Juan prøver at overtale John til at hjælpe ham med at røve en bank. Mange westernfilm fra denne tid havde nok ladet plottet blive ved det, men det bliver hurtigt klart, at Duck you sucker! har større ambitioner end det, og hvad der starter med at være endnu en Trinity-film, viser sig hurtigt at stikke lidt dybere, cementeret ved filmens midtpunkt, hvor Juan (måske lidt ufrivilligt) finder sig selv som en revolutionær helt og nærmest militant leder.

Filmen er gennemsyret af tematikker om moral og etik og spørger os faktisk direkte på et tidspunkt: om vi virkelig tror, vi er bedre end dem? Hvordan ville vi selv agere i en ekstrem situation? Selv den mest trofaste revolutionær kan og vil gå imod sine principper, hvis de bliver tvunget til det, og det har i denne film fatale konsekvenser og fungerer som historiens emotionelle anker.

Duck you sucker! bliver sjældent nævnt som en af Sergio Leones hovedværker, og jeg forstår det til dels godt. Filmen er lang og langsom (selv efter Leone-standarder), og der er ikke nogen klassisk gunslinger-antihelt med som skal redde byen og nuppe guldet. Der er masser af corny-scener i Duck you sucker!, og man bliver måske nødt til at sluge en kamel eller to undervejs i forsøget på at holde stemningen. Det er måske en film som ikke er for masserne. Men hvis man elsker de italienske westerns fra denne periode og kan sætte pris på det langsomme og dvælende tempo, de lange overturer med de solbeskinnede billeder og den smukke musik af Ennio Morricone, så er der en film her med kød på rent historiemæssigt. En film med reel karakterudvikling.

Det er måske ikke den mest vellykkede spaghetti western i filmhistorien, men jeg synes, at det var en smuk film med en god og velspillet historie.

4 ud af 6 stjerner